Uge 16.


D. 19/4-1999.

Folket stod op kl. 5.30 (som om det var en nyhed), da 1. punkt på dagsordenen var en safari, der skulle starte kl. 6. Temperaturen er på dette tidspunkt udholdelig, og derfor er der større chance for at se vildtet, da de endnu ikke er begyndt at søge skygge inde mellem træerne.

Safarien i dag bød på masser af dyreliv. Ikke noget vi ikke havde set før, men omgivelserne (læs naturen) var anderledes, og mere slettepræget end tidligere. I dagens løb fandt vi giraffer, vortesvin, elefanter, zebra, krokodiller, antiloper og aber. Dog kom adrenalinen op at køre, da vi var på vej ud af parken - pludselig spankulerede en stor hunløve afsted på vejen foran os - et utrolig flot dyr, men jeg var ikke helt tryg ved tanken om at sidde i en åben bil, hvor den uden videre kunne springe op og æde os allesammen !!! Efter at have kørt bagved katten i 5-10 minutter smuttede den ind i busken, og vi kunne frit fortsætte ud af parken.

Da vi kom hjem til lejren havde Mads & Jeg kokketjansen, og vi stod for engelsk brunch til gruppen. Efter morgenmaden havde vi dagen "fri" til at slappe af. Først kl. 16 skulle vi afsted på en aften- / natsafari - så indtil da foretog vi os mindst muligt.

Dagens anden safari startede kl. 16, og vi satte kursen mod den samme park igen - denne gang udstyret med en projektør på jeep'en. Vi var alle meget spændte på, om det skulle lykkedes at se et "kill" - da de fleste kødædende dyr jager efter mørkets frembrud ! Turen forløb dog desværre uden at vi så noget nyt, og atter engang kom al aktionen først, da vi var på vej ud af parken. På broen der fører ud til parkens udgang, havde 4 løver bestemt sig for at hænge ud, og de viste ikke den store bekymring over, at vi kom væltende i jeep - efter ca. 20 minutter, hvor chaufføren havde prøvet at få dem til at flytte sig ved at gasse op råbte han "hold on", og rev bilen op på kanten af broen og drønede forbi dem.

På vej ud af parken hilste vi på portvagten - som var helt oppe og vende over et eller andet med en flok løver der var vadet forbi ham for lidt siden, men vi kunne jo konstatere, at de ikke var nået længere end til broen endnu.

Så skete det utrolige igen - vi så en vaskeægte leopard igen - denne gang i noget længere tid, før den sprang ind i buskadset. Chris var helt ødelagt. 2 leoparder på 2 dage burde ikke kunne lade sig gøre.....The Lucky Bunch slog for alvor til.

Det var med adrenalinen pumpende, at vi kom tilbage til camp'en, hvor Chris havde fået tryllet en solid gang lasagne frem - den stod dampende klar og ventede på os - suverænt. Desværre skal jeg til mine dages ende fortryde, at jeg ikke havde et kamera på mig da vi skulle skænke op - dagens højdepunkt kom, da Tony glemte at vende sin tallerken rigtigt, og øste op på undersiden - det blev genstand for mange morsomheder senere !!

 

Indkørsel til reservatet - South Luangwe.

 

Giraf - South Luangwe.

 

Antilopeflok - South Luangwe.

 

Antiloper - South Luangwe.

 

Løvemor på vejen - South Luangwe.

 

Afgang natsafari - South Luangwe.

 

Rundtur i den lokale fiskerlandsby - Senga Bay, Malawi.

 

Småbørn i landsbyen - Senga Bay, Malawi.

 

Tørrede sardiner ved "havnen" - Senga Bay, Malawi.

 

Curiomarked - Senga Bay, Malawi.

 

Strandbaren - Senga Bay, Malawi.

 

Mads fremviser stolt sin største fangst - Senga Bay, Malawi.

 

Landskabsbilede - Tanzania.

 

Yep....Dagene bliver lange. Andrew & Jacob får en lur - Tanzania.

 

Løve i træ i naturreservat - Tanzania.

 

Camp ved det Indiske Ocean - Tanzania.

D. 20/4-1999.

I dag stod morgenmaden klar kl. 6 - atter en af de dage, hvor vi skulle køre langt var forude, og denne gang inklusive turen tilbage af helvedesvejen - der var desværre ingen andre veje (that's Africa).

Afgang fra South Luangwe, og kl. 11.30 befinder vi os atter på ordentlig vej, hvor vi gør pit stop på en tankstation for at "samle" trucken igen, bortset fra en dunk klæbrig juicekoncentrat, er der dog ikke noget der har lidt overlast.

Vi stopper ved et indkøbscenter lidt før grænsen til Malawi, for at bruge vores sidste Kwatcha, og krydser derefter fuldstændigt uproblematisk (!!!) grænsen til Malawi. Kursen sættes mod Lilongwe (Malawi's hovedstad), hvor vi atter engang veksler til den lokale valuta, og handler vand, øl (man kan få Carlsberg - hi hi), slik og diverse.

Man kan godt se, at Malawi er et mere velstående land end Zambia. Folk er begyndt at køre i rigtige biler igen, og husene er med rigtige tage og mursten. Lilongwe har ligefrem højhuse og indkøbscentre.

Kl. 17 skal vi mødes med en ny deltager (Pete - syd afrikaner) på resten af turen ved Lilongwe's lufthavn, hvorefter vi sætter kursen mod Senga Bay, hvor vi skal tilbringe de næste to nætter.

Endeligt efter en lang dag i trucken ankommer vi kl. 19 til vores nye camp site, hvor aftensmaden hurtigt bliver fabrikeret - Resten af aftenen går med hygge, og folket begynder at lære Pete at kende.

 

D. 21/4-1999.

I dag stod jeg op da jeg vågnede (vistnok ret tidligt), og gik direkte ned til søen for at få en dukkert. Det var utroligt lækkert efter mange dages hede at dukke ned under vandet. Lake Malawi er Afrika's 3. største ferskvandssø, og måler ca. 80 x 500 km - den virkede ærlig talt mest som et hav, når man stod ved bredden.

Kl. 7.30 var der morgenmad, og vi aftalte at tage en guidet tur gennem en lokal fiskerlandsby der lå lige ved siden af camp'en.

Turen startede kl. 8.30 med et kaos af sorte mennesker der stod og ventede på os udenfor campen's porte. Omkring 40-50 mennesker fulgte efter os gennem landsbyen, som var meget spændende at se - og det viste sig tilmed, at de fleste af dem der fulgte os bare ville snakke - meget lærerigt, folk er utroligt gæstfrie i Afrika !! En lille drengs dag blev åbenbart reddet, fordi han fik lov til at gå med mig i hånden ca. 5 minutter - da han gav slip stod han og hoppede og dansede !

Vi fik en solid rundtur i landsbyen, og kom ned til deres "havn", hvor nattens fangst var blevet landet - der var en livlig handel med fiskere fra Mozambique (fra den anden side af søen) - fangsterne gjaldt primært ciklider (akvariefisk i Danmark) og sardiner.

Turen sluttede på det lokale curiomarked, hvorfra jeg efter nogen handel gik tilfreds med 4 træmasker og 2 små statuetter (som jeg måtte aflevere min t-shirt for).

Eftermiddagen gik med at slikke sol og bade. Mads tog på fisketur med Pete og Chris og en flok lokale.

Omkring aftensmadstid var folket tændt på lidt hygge, og i dag blev det til en smule mere end et par øl, der skulle suppleres med Southern Comfort skulle der !! Det blev en lidt højtsvævende sen sengetid - da vores anstrengelser for at finde nogen til at holde et beachparty med viste sig at være forgæves !

 

D. 22/4-1999.

TØMMERMÆND !! Av av av......den gjorde ondt i dag. Mads fandt jeg i en sovepose nede på stranden - om muligt værre tilredt end mig (hi hi).

Vi tager rimeligt tidligt afsted, fordi vi skulle tilbage til Lilongwe, for derefter at køre videre nordpå. Denne omvej var desværre nødvendig, fordi rygtet ville, at regntiden havde skyllet det meste af den kyststrækning vi skulle have kørt væk (og i Afrika repareres først når regntiden er overstået). Det var dog ikke dagens værste overraskelse - 30 km før dagens bestemmelsessted røg vi ind i en ophidset folkemængde på en bro, og det viste sig, at vejen var skyllet væk på den anden side af broen - så vi måtte vende om, og indstille os på atter en forlængelse af turen på et par timer.

Det eneste positive ved denne omvej var, at landskabet blev utroligt smukt og frodigt. Vi kringlede os gennem bjerglandskaber af den anden verden.

Omkring kl. 20 ankom vi til dagens nødcamping, hvor vi lavede aftensmad, og forberedte os på at gå i seng - de næste dage krævede lidt psykisk forberedelse, da de stort set kun bestod af kørsel for at komme til Dar Es Salam - Dog var der den gevinst ved det ekstra stræk vi tilbagelagde i dag, at vi kunne redde os en ekstra formiddag på Zanzibar.

 

D. 23/4-1999.

Til alles store overraskelse stod vi tidligt op igen i dag - omkring kl. 5.45 var alle oppe, og snakken gik heftigt om en større byge der passerede om natten. Den havde stort set overrasket alle - jeg kan stadig se det for mig, at Tony og Jeg kommer væltende ud af teltene nøjagtig samtidigt få splitsekunder før det for alvor brød løs - vi nåede at redde os en tør seng ! Alle slap dog med overraskelsen bortset fra Pete - som ikke havde luret, hvordan man putter taget på teltet............uha der kan være meget vand inde i sådan et lille telt.

Chris opdagede en lille skorpion under sit telt da han pakkede det sammen - den var ikke farlig, men kunne bide af h........ til sagde han.

Vi satte snuden mod grænsen til Tanzania - og kom noget bumlende gennem masser af flot bjerglandskab, før vi nåede grænsen ved middagstid, og krydsede uden større problemer.

Turen fortsatte, kun afbrudt af frokosten, indtil vi nåede dagens camp. Denne lå i bjerghøjde, og det var for første gang nødvendigt at finde noget varmere tøj frem, da temperaturen faldt helt ned til omkring 11° efter mørkets frembrud - hvorefter vi alle spurtede ind i en varm sovepose.

 

D. 24/4-1999.

Vi startede tidligt, for at tilbagelægge den sidste del af distancen til Dar Es Salam.

Turen startede med bjergkørsel, og derefter ned i noget mere savannepræget landskab. Efter middag gik ruten gennem et stort gamereserve (vildtreservat), hvor trucken ikke måtte kører hurtigt, så vi satte os op på taget og kiggede efter vildt. Det var desværre ikke det store der var at se - mest giraffer og elefanter, men dog også en løvefamilie der var ret sej.

Chokerende var det nok at opleve, at de kære afrikanere ved en lille bro havde sat et skilt op der sagde "Kør langsomt. Broen er defekt" !!!!!!! Den havde altså ikke holdt 100% hjemme i Danmark.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Dar Es Salam - og efter de første indtryk virkede den ikke specielt indbydende til en gåtur om aftenen. Der var meget rodet og snusket i de forstæder vi passerede.

Vi kørte derfor direkte ud til aftenens camp site - på kysten til det indiske ocean. Her blev tiden fordrevet med beach volley og et par øl - og det var skønt for en lille dansker som mig, omsider at kunne springe i vaskeægte saltvand og plaske rundt.

Jeg morede mig kosteligt over Darren, som efter 2 ugers øvelse efterhånden er ved at blive ret stabil til at sige "sød pige" (lyder stadig lidt i retning af "syydd pi'......mænnnn).

Om aftenen var der aftensmad på restaurant (på Drifter's regning), og før sengetid fik vi pakket vores backpack's så de var klar til afgang i morgen, hvor vi skulle med færgen til Zanzibar - og det glædede vi os noget videre til.

 

D. 25/4-1999.

Yessss - vi fik lov til at sove længe i dag. Vi ikke afsted før kl. 8 for at fange færgen til Zanzibar. Turen gik ind mod havnen i Dar Es Salam, denne gang helt ind i byen, som er lidt mere interessant end slumkvarterende ude ved forstæderne - og vi kørte lige forbi den amerikanske ambassade, der var blevet bombet af fundamentalister en måneds tid tidligere.

Ved havnen fik vi hver især vores billetter til hydrofoilbåden, som på ca. 2 timer skulle tilbagelægge turen ud til Zanzibar. Omkring middag ankom vi til øen, hvor vi efter paskontrol blev introduceret for vores guide, som skulle passe på os mens vi var derude - Chris havde ferie de næste 5 dage.

Vores nye guide skippede os afsted med minibus til nordenden af øen, hvor vi skulle bo ved stranden i bungalows (= rigtige senge) de næste par dage. Turen derop var skøn - beplantningen havde ændret sig til at være palmer og det så meget tropisk ud overalt.

Efter indkvartering og udpakning mødtes vi alle ved strandbaren på en pavillion der stod ud over det indiske ocean - og der var ligesom allerede på det tidspunkt lagt op til, at i dag skulle der festes - humøret var allerede pænt højt til aftensmaden. Temperaturen var skøn - 26° kl. 18.30 om aftenen, det var helt perfekt. Det lykkedes dog for mig, at finde en postkasse (!!!!), og atter et hold postkort blev med møje og besvær skippet afsted til lille Danmark.

Resten af aftenen (læs natten) gik med indtagelse af rigelige mængder alkohol og dans til reggaemusik, en masse bekendtskaber blev gjort. Vi mødte en flok unge englændere - som vi fik udfordret til volleykamp på stranden den efterfølgende dag (nok lidt modigt, men vi var alle klar).

 

Sidst opdateret :

24. maj 2014 TEAM MAXIMUM : 
22:25:06 © JWJ 2001-05