Uge 27.


Mandag d. 1/7-2002.

Atter engang er jeg så heldig, at skulle ha' fornøjelsen af at berette om en tur til eksotiske egne.  For 4. gang med dagbogen i hånden drog vi afsted til Malaysia denne gang - Borneo (verdens 3. største ø) var destinationen, og det var med slet skjult glæde, at vi nåede datoen for afrejse fra Danmark.

Sidste hånd blev lagt på pakkeriet omkring kl. 12 hjemme i lejligheden i Odense. Afgang fra Odense Banegård kl. 1247, med ankomst i Kastrup Lufthavn kl. 1437. Check-in var hurtigt overstået, og derefter skulle kun 1½ time fordrives i Transit, før vi kravlede ombord i det første fly, med afgang til Amsterdam.
Op og ned på 1½ time, og så atter 2 timer der skulle fordrives i Schipol Lufthavn - Nok verdens kedeligste. Jeg bemærkede ligesom i København det forøgede beredskab omkring lufthavnens sikkerhed. Vagter og flere paskontroller end normalt - resultatet af d. 11. september i New York.

Dagens fly til den store 12 timers distance mod Singapore, var en ordentlig bamse af en Boeing 747-400 i 2 etager. Uhyggeligt stor.
Vel ombrod lettede apparatet kl. 21
00, hvorefter det eneste vi kunne foretage os var, at vente til den landede igen i Singapore næste dag kl. 1430 lokal tid. (Tidsforskel = 6 timer fremskrivning).


Ringvej omkring Singapore - Singapore

 

Højhus - Singapore

 

Almindelig villavej - Singapore

 

Orchard Road ved aftenstide - Singapore

 

  

Udsigt fra havnefronten mod Tunku NP - Kota Kinabalu

 

Havnefronten ind mod byen - Kota Kinabalu

 

Tøsen med Tunku NP i baggrunden - Kota Kinabalu

 

Værelse uden vinduer - Kota Kinabalu

 

Værelse uden vinduer - Kota Kinabalu

 

Tirsdag d. 2/7-2002.

Østens fugtige hede satte sig øjeblikkeligt som et lag film på huden. Luftfugtigheden er ikke nær så slem som i Bangkok (som vi besøgte for 2 år siden), men den sneg sniger sig deropad, og der er ikke andet at gøre end at vænne sig til den i en fart.

Bagagen dukkede på mirakuløs vis op igen, og told- & immigrationsofficeren lukkede os med et smil ind i landet, uden ubehagelige overraskelser.
Herfra vadede vi direkte ud i taxizonen, hvor der blev anvist en taxi, der kunne transporterer os fra den lidt afsidesliggende lufthavn til downtown Singapore. Her havde vi booket et hotel i én overnatning hjemmefra.

Chaufføren var et sludrechatol, der fortalte vidt og bredt om Singapore generelt, og de forskellige herredømmer (engelsk / japansk), byen og landet havde været underlagt. Naturligvis også VM i fodbold, og han vidste godt at lille Danmark var nået langt, men at de alligevel ikke var nået langt nok.
Vi blev indkvarteret på vores hotel, og fik hver et hårdt tiltrængt brusebad.

Efter at have fundet shorts, og det lette tøj frem. begav vi os ud for at finde Corpthorne Orchid Hotel, hvorfra det skulle være muligt at finde en bus, der dagen efter kunne bringe os til Senai Airport i Malaysia - herfra skulle vi flyve til Borneo.
Det lykkedes at finde stedet, men det var lukket. Derfor bestemte vi os for at dukke op i god tid dagen efter, for at gribe den første mulighed der var for at komme afsted.

Vi fortsatte ud af Orchid Road ind mod Singapore Centre, hvor der var proppet med forretninger, caféer, biler og mennesker. Det var utroligt afstressende at trisse rundt på hovedgaden, og kigge forretninger, priser og folk i det hele taget.
Byen er utroligt ren af en asiatisk by at være. Højhusene utroligt flotte, og at vandre rundt herinde og bare kigge virkede ikke mere farligt end at gå rundt på gågaden hjemme i Odense.

Vi fandt et lille food mart under en Seven Eleven, hvor vi fik aftensmad (nudler med and i soya) for 5 s$ (20 kr.). Utroligt hvad man kan finde at lækker mad, hvis man drøner forbi de dyre facader, og restauranter langs hovedgaden.
En lille isdessert på McDonalds rundede måltidet af, og et voldsomt antal lynglimt indikerede, at det var ved at være tiden at komme tilbage til hotellet.

Trætte og brugte, med en krop forvirret af de 6 timers tidsforskel, endte det med at det blev sengetid ret hurtigt.


Onsdag d. 3/7-2002.

Vækkeuret begyndte at larme omkring kl. 07, og vi var IKKE klar til at skulle stå op allerede. Alligevel lykkedes det faktisk med små øjne at kravle ud af sengen, og brusebadet hjalp en smule.
Efter en god solid morgenmad gik vi op og fik pakket taskerne, reserverede værelse på hotellet til når vi atter ville returnerer fra Borneo d. 20.

Med taskerne solidt forankret til ryggen, tog vi dagens første udfordring op - 1½ km. vandring til Corpthorne Orchid hotel i stinkende lummerhede. Herfra ville vi hoppe på bussen til Senai Airport i Johore Bahru (Malaysia).

Det viste sig, at være en af de kloge beslutninger, at møde op ved bussen i god tid. For det første var det rent ud sagt den eneste måde, man kunne komme til lufthavnen på fra Singapore, og for det andet viste det sig at turen skulle tage 1½ time. Vi havde (efter Kilroy's informationer) regnet med, at det var et smut til den anden side af grænsen mellem Singapore og Malaysia.
Løsningen med at tage en taxi var i hvert fald helt hen i vejret - for det første må de ikke krydse grænsen, så vi skulle skifte. For det andet er der er stort grænseanlæg mellem de to stater, og der stod ikke umiddelbart en taxi til rådighed, når man endeligt kom over grænsen.

Alt i alt gik turen til lufthavnen fint, og vi var der en time før flyet skulle lette med afgang til Kota Kinabalu på Borneo. I bussen var der 6 andre danskere, blandt andet et par fra Gyldenløvesgade i Odense - ca. 1½ km. fra hvor vi bor ! Hvad kan jeg sige..........naturligvis ???? 10000 km. hjemmefra.

Flyet lettede kl. 1255 fra Senai Airport, hvilket betød ankomst til Kota Kinabalu kl. 1510, og vi kunne til vores store glæde konstaterer, at vejret var skiftet fra overskyet med byer til strålende solskin og 35° - luftfugtigheden var den samme, nemlig helt i top.

I modsætning til Singapore, har Kota Kinabalu det dejlige østerlandske, kaotiske og lidt rodede (snuskede) udseende, der får asiatiske byer til at adskille sig fra de europæiske. Vi kørte direkte fra lufthaven til Hotel Kinabalu (Lonely Planet), og blev indkvarteret meget meget middelmådigt i et værelse uden vinduer.
Herfra gik jagten på informationer om hvordan og hvorledes med at komme til Tunku Abdul Rahman NP, og overnatninger der. Samtidigt skulle vi have taget kontakt til Borneo Eco Tours, der stod for den bjergtur vi havde booket hjemmefra, og som skulle starte den følgende mandag. Slutteligt skulle turen til Kuching ordnes, så vi havde styr på, hvor meget det ville koste at flyve derned, og hvornår vi kunne komme afsted.

Det viste sig at være for meget arbejde på én dag (når man har ferie). Derfor startede vi med at booke værelser på et andet hotel, der så meget mere indbydende ud, og reklamerede med nedsatte priser for et værelse. Vi ville så flytte grejet fra det ene hotel til det andet den efterfølgende dag, og få klaret de sidste ting, før vi med god samvittighed kunne drage til Tunku Abdul Rahman NP.

Mellem 18 og 20 om aftenen hang vi hjemme på værelset, småsov, og fik et bad. Om aftenen gik vi en tur ned i byen, og spiste en lækker hårdt krydret aftensmad mellem de lokale på en gaderestaurant.

Omkring kl. 22 returnerede vi til værelset, jeg fik opdateret den kære dagbog, og det blev sengetid.


 

Udsigt fra værelse på Hotel Daya - Kota Kinabalu

 

Trappesystemet til hytterne - Tunku NP

 

Vores hytte - Tunku NP

 

Vores hytte indvendigt - Tunku NP

 

Udsigten fra øverste terrasse - Tunku NP

 

 

Blomstertræ ved siden af øverste terrasse - Tunku NP

 

Tøsen og undertegnede på øverste terrasse - Tunku NP

 

Bådtrafik ved anløbsbroen - Tunku NP

 

Tøsen på anløbsbroen - Tunku NP

 

Indgangen til Tunku NP - Tunku NP

 

Torsdag d. 4/7-2002.

Man mister fuldstændigt fornemmelsen af tid, ved at sove i et rum uden vinduer. Klokken var 930 før vi fik øjne, og drønede op for at tage hul på de praktiske ting, der skulle klares inden vi endeligt kunne læne os tilbage, og blot nyde de næste 6-7 dage som rigtig ferie, uden bekymringer om overnatninger, fly til Kuching osv. osv.

Vi vandrede først op til turistkontoret i den anden ende af byen. Her fik vi lidt informationer om området, og de hjalp os med at få ringet til Borneo Eco Tours, for at få bekræftet vores bjergbestigning med start mandag d. 8.
Derfra fortsatte vi til et andet kontor nede ved havnen, hvor man havde styr på de forskellige nationale parker i området, og det lykkedes os faktisk at tyvstjæle en hytte i 2 overnatninger ude på øerne. Prisen var 700 kr., men så var der også inkluderet en gang aftensmad, og en gang morgenmad til hver.

På vej tilbage til hotellet mødte vi de to andre danskere vi havde indkvarteret os med på Hotel Kinabalu, og fik efter at have skrevet os ud omkring kl. 12, en hyggelig snak på fortovet før vi gik hver til sit.
Vi fortsatte ned til det nye hotel (Hotel Daya) vi havde indskrevet os på i desperat mangel på et vindue, og fik til vores store fryd en nøgle til et værelse på 7. etage, med udsigt over byen, og havet lidt ude til højre.
Priserne på hotelværelser er meget medgørlige hernede. Det jeg vil tillade mig at kategoriserer som luksusindkvartering på Hotel Daya lå på ca. 170 kr. pr. nat, og det var inklusive morgenmadsbillet.

Efter ny indkvartering skulle vi atter tilbage til byen, for blot at trisse rundt, og nyde atmosfæren i det lokale kæmpemarked. Kl. 14 returnerede vi til hotellet, og efter 15 minutters skriverier i dagbogen valgte øjenlågene, at sætte sig sammen som lim - det var tid til en 2-3 timers lur.

Atter engang fandt vi os selv på udflugt i byen. Denne gang for at finde en ældre del af Kota Kinabalu, der skulle forestille at stå på stolper, og et udsigtspunkt over byen, hvorfra det skulle være fremragende at nyde solnedgangen. Det lykkedes at få et glimt af stolpebyen gennem nogle hække, men udsigtspunktet nåede vi aldrig i nærheden af.

Personligt kan jeg ikke huske, at jeg har været et sted med færre europæiske ansigter. Når man vander ned gennem mylderet på hovedgaden, skal man være mere end almindeligt heldig, for at få øje på et europæisk par - lidt skræmmende, men også ret lækkert.

Aftensmaden akkompagneret af cappuccino blev fundet i den mere behagelige aftenhede nede i byen. På vejen tilbage til Hotel Daya blev fornødenheder til ø-opholdet (sprut og instant coffee) handlet ind.

Tilbage på det nye (ret lækre værelse) var vi omkring kl. 22, og resten af dagen gik med at hygge til film på HBO.


Fredag d. 5/7-2002.

Vækkeuret stod til at tvinge os op tidligt i dag. Vi skulle op og have pakket taskerne om, spise morgenmad, og så afsted til Jutsura Marine så hurtigt som muligt. Her ville vi gribe den første mulighed der var for at komme med speedbåd ud til Tunku Abdul Rahman NP. Destinationen var Manekan Island i nationalparken, hvor vores hytte til overnatning de næste to nætter var. Morgenmaden blev indtaget i hotellets restaurant, og de store backpacks blev droppet i receptionen, hvorefter vi tog en taxi ud til marinaen, hvorfra båden sejlede.

Vi fandt en afgang kl. 1030, og blev med det samme indkvarteret i parken. Det blev en hytte efter eget valg, da belægningen ikke var så hård, og vi fik en fantastisk hytte, det lå lidt oppe af en skråning, delvis skjult mellem træer og buske, med storslået udsigt over havet, og landgangsbroen.
Hytten var i to planer med sengepladser til 4, og vel i alt ca. 80 m² - større end lejligheden hjemme på Kochsgade !

Der gik ikke mange sekunder, før vi var i badetøjet, og trissede ned til det ca. 30° varme havvand (Det Sydkinesiske Hav), og nød livet i fulde drag.
Ca. 3 timer senere begyndte alarmklokkerne at ringe. Vores sarte nordeuropæiske skind havde fået rigeligt med sol for en dag. Vi var begge blevet meget røde (på trods af, at vi lå i skyggen en del af tiden), og trissede lidt ærgerlige hjem for at hænge på verandaen i skygge og læse.

Omkring kl. 1630 drev myggene os til at søge sikkerhed indenfor, hvor vi blev indtil omring kl. 18, hvor vi bestemte os for, at vi nu godt turde gå en tur, for at få taget nogen billeder af stedet.

Manekan Island er ikke større, end at man sagtens kunne gå rundt om øen på en dag. Efter kl. 1615 hvor den sidste båd med dagsgæster sejlede tilbage til fastlandet, var der ikke mere end 20-30 gæster tilbage til overnatning på øen. Det var næsten uvirkeligt, men fantastisk dejligt, og fredsfyldt.

Vi gik efter mørkets fredbrud ned til restauranten, sultne og spændte på hvad dagens menu bragte os. Vi havde en kupon til et aftensmåltid, som viste sig at skulle blive turens hidtil bedste. Sværdfisk i sur/sød sauce, kylling med champignon, dampede grøntsager, tomatsuppe og slutteligt frugt til dessert.
Ovenstående kombineret med 7½ dl. Tiger (lokal øl) fyldte maven godt og grundigt, da vi trampede hjemad.

Resten af aftenen drev stille afsted med kaffe, bøger og en lille godnatdrink hen mod kl. 23.


 

Blomstertræ ved indgangen til Tunku NP - Tunku NP

 

Stisystemet ved stranden og restauranten - Tunku NP

 

Tøsen og undertegnede på nederste terrasse - Tunku NP

 

Stop undervejs til Mt. Kinabalu - Mt. Kinabalu

 

Billede af Mt. Kinabalu - Mt. Kinabalu

 

 

Rundvisning i Kinabalu NP - Mt. Kinabalu

 

Figentræ - Mt. Kinabalu

 

Orkidé - Mt. Kinabalu

 

Udsigten fra Fairy Gardens  - Mt. Kinabalu

 

Udsigt over dalen fra Fairy gardens - Mt. Kinabalu

 

Lørdag d. 6/7-2002.

Hvis man kan tale om at lave absolut ingenting, så er der i dette tilfælde tale om en dobbelt op. Ingen af os hade da denne dag var gået bedrevet nogen revolutionerende handling.

Først kom vi så sent op, at vi ikke kunne nå at få morgenmad på restauranten, og vi måtte derfor en tur ned i receptionen, for at få fornyet den kupon vi havde til ditto.

Omkring middag tøffede vi ned til stranden. Klog af skade fra dagen før, var vi iført både solcreme og t-shirts, for at beskytte os mod flere rødbrændte områder på kroppen.
Vi gjorde stop ved restauranten for at få en sandwich, og gik derefter ned og lagde os i skyggen af den sidste række træer ud mod stranden. Dagen frem mod kl. 16 gik med at drive og bade. Tøsen hentede cola, is og snacks i kiosken, men ellers skete der intet nævneværdigt,

Omkring kl. 16 gik vi hjem, tog et koldt bad, og blev smurt godt og grundigt ind i myggespray, for at holde den utrolige mængde mosquitoer, der rigtig havde mæsket sig dagen før, fra livet. Derefter skulle der spilles 500, og vandres en lille eftermiddagstur langs vandkanten.

En ting er sikkert ! Ovenstående er måske ikke begivenhedsrig læsning, men lige nu har vi det simpelthen så dejligt, at det næsten er noget griseri. Aftensmaden blev overstået i fantastisk stil. Vi flottede os rigtigt, og brændte 140 kr. af på kylling- og svampesuppe, BBQ lam og krabbe i sur/sød sauce, serveret med ris og pomfritter - inklusive drikkelse naturligvis. Ganske enkelt atter engang turens bedste måltid uden sammenligning.


Vi returnerede fra restauranten omkring kl. 21, og tilbragte resten af aftenen med kaffe, dagbøger og Guinness World Records på TV - Der i blandt en dum dansker i København, der brød verdensrekorden for et "full body burn" - lidt kikset at sidde på den anden side af kloden, og så hører en dansker med københavnsk accent fortælle om sit eksperiment.


Søndag d. 7/7-2002.

Dagen i dag startede endda noget tidligere end i går. Vi var oppe allerede omkring kl. 830, for at nå morgenmaden før vi skulle tilbage til hytten, pakke, og chekke ud. God amerikansk morgenmad med æg, pølse og bønner var nok til, et energiniveauet var helt oppe og støde efter indtagelse.

Pakkeriet blev hurtigt overstået, og efter at nøglerne var blevet afleveret i receptionen, smuttede vi ned på stranden, hvor vi fik fat i to solsenge i skyggen. Her blev tiden frem til kl. 15 fordrevet med læsning og badning.

Kl. 15 gik vi ud på landingsbroen, og tog de næste ledige sæder på en speedbåd tilbage til fastlandet. med 180 HK i ryggen tog vi først turen omkring Gayan Island (Den største af øerne i Tunku Abdul Rahman NP), lagde til bådebroen der, og sejlede umiddelbart derefter en utroligt smuk tur ned langs øens østkyst, og fortsatte derefter ind til Jutsura Marine, hvor vi blev sat af igen.

Fra marinaen tog vi en taxi tilbage til ben, og blev sat af ved Hotel Daya, fik udleveret vores tasker, og fik vores gamle værelse igen - det var faktisk dejligt, at komme tilbage til vante omgivelser for én overnatning, før vi atter skulle på farten.

Solen brændte som en vanvittig, og da vi havde fået en god times tid ubeskyttet solskin i speedbåden, valgte vi at blive indenfor en times tid, før vi atter vovede os udenfor.

Aftensmaden blev spist, og derefter handlede vi ind til bjergbestigningen, der skulle starte dagen efter. Masser af chokolade og kiks til turen, efter anbefaling fra Borneo Eco Tours.

Aftenen gik stille og hyggeligt hjemme på vores hotelværelse med udsigt over byen, og et TV sprængfyldt med gode film på HBO.


 

Udsigt over dalen fra Fairy Gardens - Mt. Kinabalu

 

Bjergfyldt terræn i horisonten - Mt. Kinabalu

 

På vej mod toppen - Mt. Kinabalu

 

På vej mod toppen - Mt. Kinabalu

 

På vej mod toppen - Mt. Kinabalu

Sidst opdateret :

06. juni 2014 TEAM MAXIMUM : 
21:32:41 © JWJ 2001-05