Uge 28.


Mandag d. 8/7-2002.

I skrivende stund sidder jeg som en anden konge, og nyder en fantastisk udsigt over dale og bjerge i det indre Borneo. En udsigt der i ordets bogstaveligste forstand ligger lige for fødderne af mig.

Dagen startede kl. 730 med morgenmad på hotellet, ompakning og lagring af de store backpacks, der atter engang blev ladt tilbage på hotellet. Vi var klar til afhentning kl. 830. Destinationen var i dag Mt. Kinabalu NP. En tur der var booket og betalt hos Borneo Eco Tours hjemmefra.

Første dags program bestod i først og fremmest at tilbagelægge turen fra Kota Kinabalu til Mt. Kinabalu NP (ca. 90 km), hvorefter der ville være rundvisning med guide i nationalparkens orkidehaver, og de nærmeste skovarealer.

Som turen og stigningerne til de første 1800 m over havet skred frem, blev naturen smukkere og smukkere. Man skal ikke mange kilometer ind i landet fra kysten, før den voldsomt forrevne natur tager over. Dale, bjerge og ufatteligt grønne skråninger præger landskabet, kun afbrudt af små landsbyer hist og her.

Velankommen til parkens indgang blev vi læsset af bilen, og fik ca. ½ times guidet rundvisning i området - dette inklusive en tur i den botaniske have, hvor vi så utallige slags orkideer, og andre jungleplanter.
Kl. 14 blev vi kørt ca. 2 km. ud af parken igen, og indkvarteret på Fairy Gardens Resort, hvor vi fik et rum på øverste etage. Til rummet hørte en 6 m² altan, og udsigten herfra er svær at beskrive. Huset er praktisk talt bygget ind i bjergsiden, så hvis man kører forbi ude på landevejen, så er man ca. på højde med taget over den 3 etager høje bygning. Umiddelbart foran vores altan faldt bjergsiden yderligere 100-200 m nedad til bunden af en dal, omkranset af bjergsider ca. 5 km. væk. Udsigten var aldeles fantastisk.

Det viste sig, at vi skulle følges op af bjerget med 2 englændere (Jolien og Linda). Derfor spiste vi frokost sammen, før vi gik op til vores rum for at nyde udsigten.
Omkring kl. 16 bestemte vi os for lidt bevægelse, og gik en tur ind mod parken, mens vi nød solen, og temperaturen (der i denne højde svarer til en god sommerdag hjemme i Danmark). Skønt efter 8 dage i tyk luftfugtighed og 35°.

Vi blev anbefalet at gå tidligt i seng, så vi dagen efter kunne være klar til første etape af turen op ad bjerget. En stigning fra ca. 1800 m til 3400 m over havet.

Aftensmaden spiste vi sammen med englænderne omkring kl. 20, og derefter var det intet problem at falde i søvn, efter al den friske luft vi var blevet udsat for denne dag.


 

På vej mod toppen - Mt. Kinabalu

 

Frokostpause på vej mod toppen - Mt. Kinabalu

 

Naturen ændrer sig undervejs op - Mt. Kinabalu

 

Udsigt over skyerne - Mt. Kinabalu

 

Overnatningen i 3300 m - Mt. Kinabalu

 

 

Tøsen tager en slapper efter første etape - Mt. Kinabalu

 

Udsigt fra Laban Rata i 3300 m - Mt. Kinabalu

 

Solopgang fra 4000 m højde - Mt. Kinabalu

 

Solopgang fra 4000 m højde - Mt. Kinabalu

 

Solopgang fra 4000 m højde - Mt. Kinabalu

 

Tirsdag d. 9/7-2002.

Det var kun lige nået at blive lyst da vi skulle op i dag. Uret ringede kl. 630, ubarmhjertigt og krævende forlangte det, at vi fik fedtet os ud af dynerne. Morgenmaden bestod af en lille energibombe med spejlæg, pølser og bønner. Før afgang kl. 8, fik vi stukket en madpakke i hånden, som vi skulle fortære på vejen op af bjerget.

Borneo Eco Tours troppede op med vores guide, hvorefter vi blev læsset ind i minibussen, og transporteret afsted til stedet, hvorfra vores egne ben skulle leverer fremdriften mod toppen. Udgangspunktet for ruten ligger i 1868 m, og dagens etape skulle ende ca. 1500 m højere.
Hvis jeg nu siger, at forskellen i højde skulle tilbagelægges over sølle 6 km's distance, så behøver man ikke den store lommeregner for at finde ud af, at det betød konstant stigning det meste af vejen.

Der gik ikke mange meter ind af sporet, før vi var totalt opslugt af natur og utrolig flot tæt skov. Udsigten blev i sagens natur bedre og bedre mens vi "drønede" opad, men efterhånden som vi kom frem, blev sliddet også hårdere og hårdere ved de stakkels ben. Det var IKKE en vittighed, når Borneo Eco Tours i brochuren havde skrevet, at det var en tur som krævede god fysik, styrke og gå-på-mod.

Efter 4 timers vandring nåede vi stedet hvor vi skulle have frokost. Desværre kun i ca. 2700 m højde, så der var stadig 600 m i højden tilbage som skulle tilbagelægges, og det virkede på det tidspunkt rimeligt uoverskueligt.
En ting der holdt var dog vejret. Solen strålede fra en forholdsvist skyfri himmel, og temperaturen var behagelig. Efter kl. 12 kom vi over skyerne, og solen havde nu frit spil, alt i mens skoven blev lavere og lavere nærmede vi os grænsen for, hvor træerne ville stoppe med at gro, og stien til toppen blev ren ubevokset klippe.

Omkring kl. 14 blev vi indkvarteret på Laban Rata. Beliggende i 3300 m højde, med kun 700 meters stigning til toppen. Luften her var væsentligt tyndere, og man kunne tydeligt mærke, at det var blevet lidt sværere at trække vejret, og få ilt nok ned i lungerne.
Vi skulle bo sammen med de to englændere i et 4-mands værelse, og hang sammen nede i restauranten, eller nød solskinnet ude på i området omkring indkvarteringen, hvor man nu kunne finde læ.

Aftensmaden blev serveret kl. 18, hvorefter der blev spillet lidt kort. Øjnene blev for tunge kl. ca. 20.


Onsdag d. 10/7-2002.

Smadret som ens krop nu engang kan være, efter at have være udsat for et forsøg på at falde i søvn, blot for at sove et par timer, før man atter blev hevet op omkring kl. 02 om natten.
Det var bælgravende mørkt, og vi skulle nu fortsætte gårdsdagens vandring mod toppen i nattens mulm og mørke, for forhåbentligt at nå toppen af Mt. Kinabalu omkring kl. 5
45, hvor solen skulle stå op.

Det gik også fint til at starte med, der var 700 meters højdeforskel der skulle tilbagelægges, en gå-distance på sølle 2,5 km. Iklædt 3-4 lag tøj, kom vi ret hurtigt ved hjælp af lommelygter ud over skovgrænsen, hvorfra resten af turen foregik på ren klippe, ofte vha. tov vi kunne trække os opad med - en kærkommen aflastning af benene.

Overnatningen havde gjort, at vi have nemmere ved at trække vejret nu, da vi havde vænnet os en lille smule til den tyndere luft. Vejrtrækningen i den tynde luft var derfor ikke noget problem, men vores ben gjorde modstand. Til sidst var fremdriften så langt nede, at vi slog lejr i ca. 4000 m højde, nogenlunde i læ for vinden. Kl. var 530, og det var simpelthen fysisk umuligt at nå de sidste 95 meter i højden til toppen.

Udsigten fra vores læ var dog aldeles utrolig. Der var frit udsyn over bjergkammen til øst, hvor solen ville stå op, men kulden bed i kroppen (omkring 0°, når man ikke sad i vinden), og vi rystede som espeløv, mens vi tålmodigt ventede på, at solen skulle få maset sig over horisonten.
Da den endelig kom, var det dog et øjeblik der gjorde hele turen umagen værd. Alligevel havde solen ikke været over horisonten mange minutter, før vi blev nødt til at bevæge os nedad igen, for at få lidt varme i kroppen, og kroppen ikke skulle fryse sig selv i baglås.

Dagslyset kom hurtigt, og vi så nu det særprægede landskab af granit, vi på vejen op havde bevæget os igennem uden anelse om proportioner. Jeg må indrømme, at det i ny og næ gibbede en smule i maven, når de frie fald kom for tæt på.

Kl. 830 returnerede vi til Laban Rata, hvor vi havde indkvarteret os natten før. Aftalen blev, at vi ville begynde nedstigningen kl. 10, så Tøsen og de 2 englændere trak sig tilbage for at hvile i sengen, mens jeg satte mig og nød morgensolen med en god bog.

Med (efter forholdene) friske ben, begyndte nedstigningen til hovedindgangen kl. 10. Det viste sig hurtigt, at det skulle blive en rigtig hård omgang, da stort set hvert skridt var et forvokset trappetrin nedad.
Vi nåede 3 km mærket, svarende til halvdelen af den distance vi skulle tilbagelægge, og på det tidspunkt virkede resten af turen uoverskuelig. Knæ og lægmuskler var udmattede af den tilsyneladende uendelige nedstigning, men der var ikke stort andet at gøre end at bide det i sig, og fortsætte nedad.

Kl. 14 ankom vi totalt udmattede, men stolte, til endestationen, hvor der holdt en minibus og ventede for at transportere os tilbage til udgangen, hvorfra vi blev sendt med en større bus tilbage til Kota Kinabalu.
Der var en kort frokost undervejs, og kl. 17 returnerede vi til Hotel Daya, og blev for sidste gang indkvarteret i vores lille hjem på 7 etage.

Efter et varmt brusebad og barbering, haltede vi hen til englænderne, ønskede dem fortsat god tur, og tak for selskabet.

Aftensmaden blev pizza nede i byen (ikke ret langt fra hotellet), hvorefter sengen og film på HBO (The Perfect Storm) holdt os vågne til sengetid omkring kl. 23.


 

Det er koldt på toppen - Mt. Kinabalu

 

Tøsen og Linda på vej ned - Mt. Kinabalu

 

Tøsen og Jacob på vej ned - Mt. Kinabalu

 

Og der er langt ned - Mt. Kinabalu

 

Trægrænsen nås igen - Mt. Kinabalu

 

 

Vandfald ved slutningen af sporet - Mt. Kinabalu

 

Gammel bygning ved promenaden - Kuching

 

Promenaden - Kuching

 

Grimme kattestatuer - Kuching

 

Lysshow ved aftenstide - Kuching

 

Torsdag d. 11/7-2002.

Det var HÅRDT at komme op og stå i dag. Alle led fra underlivet og nedefter demonstrerede udpræget træthed, ømhed og smerter efter overanstrengelse fra bjergturen.
Det lykkedes dog alligevel at komme op og stå omkring kl. 7. Vi havde vedtaget, at vi ville afsted til lufthavnen omkring kl. 8
30, så det gav os 1½ time til at få pakket taskerne ordentligt, spise morgenmad, og checke ud af hotellet der sørgede for en taxi til os (til en fornuftig pris). Kl. 9 ankom vi til lufthavnen, efter at have taget afsked med Kota Kinabalu.

Check-in og boarding på en fin lille propeldrevet flyver gik smertefrit, og kl. 955 lettede vi med kurs mod Kuching. Flyet mellemlandede i Sibu (200 km nord for Kuching), og her skulle vi ud af flyet, gennem en paskontrol, og returnerer til flyet for at komme det sidste stykke sydpå, med ankomst til Kuching kl. 1245.
Fra lufthavnen snuppede vi en taxi ind til River View Inn, hvor vi blev indkvarteret i et stort værelse, ret centralt i byen.

Flyveturen var blevet benyttet til at studerer mulighederne i Kuching og omegn, og da vi landede havde vi en foreløbig slagplan for, hvordan vi skulle gribe det an, så vi kunne nå rundt til bureauerne før normal lukketid.
Derfor var planen efter indkvartering, at vi ville drøne ned til turistkontoret, og finde relevant materiale for Sarawak (landsdelen), og prøve at booke os ind til et par overnatninger i Bako NP. Derefter ville vi opsøge nogen af de private bureauer, der arrangerede turer for turister, for at finde nogen fornuftige priser, og mulighed for underholdning.
Kl. 17 returnerede vi til hotellet med en ordentlig bunke papirer der skulle studeres, sorteres og arkiveres.

På turistkontoret lykkedes det os at booke en hytte i Bako NP i 3 nætter fra d. 16. til d. 19. Dette gav os 4 dage inden da, hvor der var mulighed for anden beskæftigelse.
Valgene faldt på at besøge Oran Utan Center i Semengok, en krokodillefarm inde i landet, og nogen store naturlige huler ude langs kysten.

Kl. 19 gik vi ud for at finde noget mad, hvilket lykkedes på et food market inde i centrum. Bagefter trissede vi en tur langs den utroligt dejlige og hyggelige promenade nede ved floden gennem byen, satte os og fik en blended shake ved vandkanten, og fik skrevet postkortene hjem til lille Danmark.

Vi returnerede til hotellet kl. 23, og gik efter at have opdateret dagbog i seng omkring midnat.


Fredag d. 12/7-2002.

Dagens første luksus var at sove længe, dvs. uden vækkeur. Det betød, at vi ikke var oppe før kl. 1030, men det eneste vi skulle nå før kl. 12 var også kun at pakke taskerne, og flytte dem til et andet hotel vi havde booket os ind på dagen i forvejen. Vi havde dagen før besluttet, at vi ikke nødvendigvis skulle være så økonomiske, at toilettet skulle deles med kakerlakker, og havde derfor, efter at have knaldet den første af slagsen, booket os ind på Borneo Hotel (ca. 200 kr. pr. nat). Her fik vi et rigtig dejligt værelse, hvor vi skulle overnatte de næste 4 nætter.

Efter at have smidt taskerne, lavede vi en lille huskeseddel over hvilke ting vi skulle have arrangeret i dagens løb, og hvad der skulle bookes ved de forskellige kontorer, som underholdning de næste par dage.
Først betalte vi et lille 2 timers cruise op af floden, for at se solnedgangen ved CPH Travel, derefter et besøg i de naturligt formede Fairy & Wind Caves ved Borneo Interland, og til sidst et besøg på Oran Utan Centre og crocodille Farm ved Borneo Fairyland.

Udmattede efter at have haltet rundt på ben, der stadig var udpræget ødelagte af den berømte bjergbestigning, satte vi os og fik en blended mokka-is, og blev enige om, at Tøsen skulle sendes til en kinesisk massør, for at prøve at få gang i musklerne igen.
Samtidigt ville jeg drøne ned på den nærmeste internetcafé, for at checke hotmailen, og så lige sende et kort livstegn hjem til venner og familie i Danmark.
Kl. 16 skulle vi mødes igen nede på molen, men det trak op til en frisk lille tordenstorm, der forsinkede os begge ca. ½ time.

Det var meningen, at det river cruise vi skulle på skulle starte omkring kl. 1650, men regnen væltede stadig ned, og fuldstændigt gennemblødte mødtes vi med bådføreren, og blev enige om at det nok gav mere fornuft, at prøve dagen efter.

Derefter gik vi hjem til hotellet og hang lidt, drak en kop kaffe, og skiftede tøj før vi gik ned til byen igen for at finde aftensmaden og glo på souvenirs. Omkring kl. 20 satte vi os nede ved promenaden langs floden, og nød ristede kyllingestykker med salat og pomfritter.

Derefter fortsatte vi jagten på at finde noget frisk frugt, men af en eller anden grund er det svært at finde andet frisk frugt end æbler her på denne del af øen. Vi vendte hjem til vores værelse, og der blev ikke udrettet noget stort, før sengen ramte os igen.


 

Oplyst gammel borg - Kuching

 

Tøsen med smertende ben efter bjergbestigning - Kuching

 

Enlig flagermus i grotterne - Kuching (caves)

 

Stisystemet ved grotterne - Kuching (caves)

 

Stisystemet i grotterne - Kuching (caves)

 

 

Stisystemet ved grotterne - Kuching (caves)

 

 Fairy Cave taget udefra - Kuching (caves)

 

Fairy Cave taget udefra - Kuching (caves)

 

Tøsen på udsigtsplatform i Fairy Caves - Kuching (caves)

 

Kinesisk offeralter i Fairy caves - Kuching (caves)

 

Lørdag d. 13/7-2002.

I dag startede vi noget tidligere end i går. Der var spændende sager på programmet, og hvis alt gik efter planen, så skulle vi hentes af Borneo Interland Travel kl. 9, for at komme ud og besøge de berømte huler i Kuching's omegn.
Ganske som bestilt dukkede vores guide Kenny op kl. 9, og turen mod den første hule begyndte efter at vi have samlet en engelsk dame op fra et andet hotel.

Den første hule (eller grotte) hed Wind Cave, og den lå ca. 30 km fra Kuching. Guiden snakkede som et vandfald på hele turen, og fortalte egentlig en masse spændende ting om hans kinesiske baggrund, sin familie, de forskellige stammer i de områder vi kørte igennem, hans barndom i junglen osv. osv. Han var ret spændende at hører på.
Ved Wind Cave blev vi udstyret med lommelygter, og spadserede nu af et sindrigt system af stier ind i junglen.

De største grotter på Borneo ligger i Mulu NP oppe omkring Brunei, men alligevel var denne ret imponerende. Der var bælgravende mørkt inde i grotten, en ram lugt, og en pudsig pibende lyd fra tusindvis af flagermus der sad i loftet mellem gigantiske stalaktitter.
I regntiden er der vand i hulerne, men på denne tid af året er de tørre, så man kan få et indtryk af hulernes virkelige størrelse, der var imponerende.

Fra Wind Cave fortsatte køreturen ind til Fairy Cave, der viste sig at ligge ca. 50 m oppe i en lodret klippevæg. Adgangen var et trappetårn, hvorfra der var en viadukt der førte ind i hulen.
Denne hule var et eneste kæmpestort rum, og navnet Fairy Cave kom af, at mange kinesere i omegnen betragtede dette som et helligt sted. De fandt figurer i de forskellige klippeformationer og stalaktitter. Ved disse "figurer" foretog kineserne ofringer og ritualer.

Fra Fairy Cave var det egentligt meningen, at turen skulle gå tilbage til Kuching, men vores guide var ikke helt færdig med os, og vi blev kørt over Bau, hvor han viste os en sø der dækkede en gammel guldmine. Søen var visse steder omkring 250 m dyb, vandet var kommet pludseligt, og havde druknet 200-300 minearbejdere nede i minen.

I Bau gik vi ind og spiste nudelsuppe på en lokal biks, og fortsatte turen til et pottery (keramikværksted) lige uden for Kuching. Her så vi hvordan nogen arbejdere med utroligt håndelag drejede vaser og krukker på 2 minutter, mens andre lavede sindrige mønstre i dem, og atter andre malede dem - et kæmpe arbejde.

Ca. 2 timer "for sent" returnerede vi til vores hotel kl. 15, hvor vi ret hurtigt bestemte os for at gå via posthuset ned til promenaden, idet vi håbede på at vejret ville arte sig i dag, så vi kunne komme op af floden og se solnedgangen.
Skæbnen ville dog, at regnen kom ca. ½ time før afgang, så det blev atter aflyst. Vi aftalte at prøve en gang mere dagen efter, og gik hen og spiste aftensmad på en lille restaurant mens regnen drev over.

Efter maden strøg vi hen til en handcraft butik, hvor vi dagen før havde forelsket os i 12 små figurer på en pind. Det endte med indkøb af et håndvævet tæppe, en holder til tæppet, de 12 mænd på pinden (som skulle forestille at bringe fred i huset, og holde ondt fra døren), samt en kunstfærdig plantestav (brugt til at hugge hul i jorden til fx. risplanter) - alt sammen fabrikeret af den lokale hovedjægerstamme Iban. De to sidstnævnte blev pakket ind af forretningen, og skulle sendes med skib til Danmark.

Kl. ca. 20 returnerede vi tilfredse med dagens begivenheder til hotellet, for at slappe af resten af aftenen.


Søndag d. 14/7-2002.

Vi stod en hel time tidligere op i dag i forhold til i går. Vi skulle hentes kl. 8 af guiden fra Borneo Fairyland, som skulle transporterer os først til Semengok Wildlife Rehabilitation Centre, og siden til Jong's Crocodille Farm.

I Semengok Wildlife Rehabilitation Centre var det fodringstid omkring kl. 9, og der skulle da være en chance for, at se Orangutanger. Bedst som vi var ankommet, opdagede vi da også en stor Orangutang (en hun) med sin unge, der uden at tage specielt notits af de nysgerrige turister tøffede rundt, og spiste de bananer dyrepasserne smed til dem.
Formålet med dette dyrecenter er at passe og pleje vilde dyr, der fx. er blevet anskudt af jægere i naturen, eller unger efterladt af deres mødre. Dette alene med det formål, at sende dyrene tilbage til det vilde liv, når de kan klare sig selv igen.

Omkring kl. 10 fortsatte turen ud til Jong's Crocodille Farm. Her var vi først gennem en ret barsk udstilling der viste billede af ofre for disse kæmpe kødædere. Udstillet var også kraniet af den størst kendte menneskeædende krokodille, hvor man havde gravet en lemlæstet død lille dreng ud af maven, efter at krokodillen var blevet slået ihjel.
Turen rundt på krokodillefarmen var som at gå i en zoologisk have, og vi fortsatte gennem indhegningerne ud til krokodillernes områder, hvor det var fodringstid omkring kl. 11. Vi så, hvordan de store dyr blev hidkaldt vha. en klokke, og derefter blev fodret med hele (døde) kyllinger.
Vandringen fortsatte forbi en del bure, hvor man primært holdt aber, men også andre dyr. Aktivitetsniveauet var dog gennemgående ret lavt, da temperaturen lå på den lune side af 35°.

Turen tilbage til hotellet gik hurtigt, og vi returnerede kl. 1230, hvorefter vi tog en time på øjet, mens den værste middagshede drev over.

Kl. 15 gik vi ned i byen igen, og udforskede et nyt kvarter, før vi krydsede fingre, og gik ned til promenaden for at se, om aftenturen på floden skulle blive til noget i dag.
Regnen kom som sædvanligt, men den var ikke så kraftig som den havde været de sidste par aftener, og bådføreren vurderede at det ville være ok at tage afsted i dag. Derfor hoppede vi ombrod på båden, og havde en hyggelig tur på vandet, hvorfra vi i små 2 timer studerede Kuching og omegn fra båden, mens vi sejlede først den ene vej i forhold til byen, og derefter den anden.

Da vi kom i land igen var vi alligevel lykkedes os at  blive så våde, at valgte at gå hjem for at bade og skifte tøj, før vi skulle spise aftensmad.
Kl. 20 tøffede vi iført regntøjet afsted til en lille hip restaurant (The Junk) tæt på hotellet, og blev behageligt overrasket over et utroligt velsmagende måltid mad, som dog også kostede 64 ringgit (128 kr.). Stopmætte og veltilpasse gik vi hjem kl. 21
30, og lavede ikke stort andet resten af aftenen end at nyde køligheden fra airconditionen.


 

Kæmpe edderkop ved indgangen til Fairy Cave - Kuching (caves)

 

Kinesisk tempel i Bao  - Kuching (omegn)

 

Orangutang - Semengok Wildlife Centre

 

Orangutang - Semengok Wildlife Centre

 

Krokodiller - Jong's Crocodille Farm

 

Sidst opdateret :

06. juni 2014 TEAM MAXIMUM : 
21:46:10 © JWJ 2001-05