|
Onsdag d. 26/7-2017.
Vækkeuret var sat til at ringe igen i dag. Vi vidste pr. erfaring, at når vi bor inde i en skov iblandt en masse høje træer, så er der bare mørkere, og så sover vi bare længere end strengt nødvendigt, og har svært ved at komme op. Samtidigt ville vi gerne afsted fra Whetstone til Hamlin Beach, og da planen var at vi skulle over et Premium Outlett i Waterloo (midt mellem Syracuse og Rochester, så ville det være fint om vi kom tildigt afsted, for ikke at bruge hele dagen på vejen igen. Morgenmaden forsøgte vi at indtage ude i det fri, men vi måtte søge læ for et par utidige egern, som begyndte at spise kogler højt oppe i træerne. Det resulterede i, at der pludseligt kom kogler og rester fra kogler styrtende ned på morgenbordet, med overhængende risiko for at ramme os midt i maden - vi trak indenfor, for ikke at komme galt afsted. Vi kørte fra Whetstone Gulf State Park kl 09.30, og var fremme ved Premium Outlett præcis kl. 12. Der gik 3 timer med indkøb af løbesko, cowboybukser og alt muligt andet tøj til ufatteligt gode priser. Efter indkøb fik vi en sandwich, og bagefter satte vi afsted de sidste godt 100 km ind omkring Rochester, hvorfra vi fortsatte ud til Hamlin Beach State Park. Vel fremme ved parken kl. 16.30 fandt vi nogen skønne, lune, tørre og knap så mørke camp sites sammenlignet med Whetstone Gulf State Park. Vi riggede vognen til med en lidt bedre fornemmelse i maven af, at her kunne vi godt være 2 dage. Da bilen var parkeret futtede vi ned til stranden langs bredden af Lake Ontario, som vi ikke havde set siden vi forlod Toronto for små 2½ uge siden. Katrine og jeg var ude og bade, og bagefter fortabte vi os allesammen i et større sandslotsbyggeri, indtil jeg smuttede hjem til vognen for at finde grillen frem, og gøre klar til aftensmad. Aftenen var hurtigt overstået, da vi først fik aftensmad ret sent - alle var i seng kl. 22. |
|