Uge 26.


Tirsdag d. 27/6-2000.

Rise and shine omkring kl. 830, og selv om stemningen ikke helt var til, at vi ATTER skulle til at pakke grejet, og slæbe rundt på vores backpack's igen, så blev det til afgang med en båd fra Kho Samui til Kho Pha-Nang kl. 10.

Turen med den lille båd, som var proppet med andre backpackere, tog ca. 45 minutter. Ankomst til Kho Pha-Nang kl. 11, hvorefter vi hurtigt fandt en taxa, som kunne køre os til Dew Shore Bungalow's - det første sted vi havde bestemt os for at tjekke ud, efter henvisning fra vores trofaste følgesvend "Lonely Planet".

Dew Shore må siges at være et af de lykketræf, man egentlig kun kan tillade sig at håbe på ! Prisen var 300 baht pr. overnatning (svarende til 60 kr.), og jeg troede knapt mine egne øjne, da vi satte kursen ned mod stranden oppe fra receptionen, for at se stedet før vi sagde ja tak.

Hytten var en lille knaldperle, som lå i yderste række, max. 10 m fra havet. Hævet på stolper med egen terrasse og eget bad / toilet (med koldt vand, hvilket er udemærket i denne temperatur). Omgivet af kokospalmer, strandsand og hængekøjer. Et sted, som dem mand gerne ser på film, og ellers drømmer om.

Efter et splitsekund, var vi totalt forelskede i stedet, og slog til på stedet.

Vi pakkede ud, og nød tanken om, at vi ikke skulle videre de næste par dage, og brugte resten af dagen på at slappe af og få den første dukkert i havet, som i øvrigt var så varmt, at man næsten brændte sig på det !

Da det blev mørkt omkring kl. 19, gik vi ud for at finde noget at spise, og begik den fejl at gå mod øst af øen's eneste hovedvej mod Had Kin. Gåturen blev meget lang, uden at det lykkedes at støve bare ét enkelt spisested op, og det endte med at vi tog en taxa, som vi bad om at køre os til en restaurant, hvilket viste sig at være i Thong Sala (hovedbyen på Kho Pha-Ngan.......den stik modsatte retning.

Senere gik vi tilbage fra Thong Sala til Dew Shore, og kom gennem nogen meget lokale dele af den lille by. Næsten alle butikker var stadig åbne kl. 21-22, hvilket virker meget fascinerende. Folk sad overalt og hang udenfor.

 

 

Fremme ved elefantlejren - trekkingtur.

 

Mr. elefant - trekkingtur.

 

Vi venter på afgang med elefanterne - trekkingtur.

 

Opstigning - trekkingtur.

 

Endelig oppe - trekkingtur.

 

Smukt scenarie. Lars & Mia foran os - trekkingtur.

 

River raftingen er overstået - trekkingtur.

 

Flåderne vi sejlede på - trekkingtur.

 

Floden vi sejlede på - trekkingtur.

 

Vores hus ved Dew Shore - Kho Pha-Ngan.

 

Udsigten fra terrassen - Kho Pha-Ngan.

 

Mig selv i mit rette element - Kho Pha-Ngan.

 

Udsigten fra terrassen - Kho Pha-Ngan.

 

Der skrives hjem - Kho Pha-Ngan.

 

Tøsen på vej til Thong Sala - Kho Pha-Ngan.

 

Håndlavet fiskerbåd - Kho Pha-Ngan.

 

Thong Sala - Kho Pha-Ngan.

 

De blev ved med at læsse på den bil - Kho Pha-Ngan.

 

Udsigten fra vores 2. hytte - Kho Tao.

Hytten ved Jamsom Bay - Kho Tao.

 

Stranden foran hytten - Kho Tao.

 

Man skriver dagbog på terrassen - Kho Tao.

 

Onsdag d. 28/6-2000.

I dag intet på programmet, udover at ligge i hængekøje og flade ud, samt skrive postkort til lille Danmark. Solen lagde hårdt ud allerede fra morgenstunden, og indbød faktisk til inaktivitet, og afslapning i skyggen af kokospalmerne, hvis man havde bare end kende viking skjult i kroppen.

Ind til kl. 15, slikkede vi så meget sol vi kunne holde ud, og badede. Derefter gik vi langs stranden ind til Thong Sala, det var så varmt, at vi næsten dehydrerede undervejs, og faktisk næsten havde det dårligt, da vi endelig kom frem. Derfor var punkt 1 at få noget at drikke, og derefter få fingrene i en færgebillet til Kho Tao plus at booke nogen pladser på toget fra Chumphon tilbage til Bangkok, når det blev tiden til atter at skulle nordpå. Dette gik meget smertefrit ved et lille rejsebureau, som stak os billetterne til begge dele med det samme.

Derefter gik vi lidt rundt i Thong Sala, og jeg prøvede at finde et sted, hvor man kunne veksle 120 USD til baht, da jeg var ved at løbe tør for valuta, men der var ingen steder der ville give en ordentlig kurs, så jeg bestemte mig for at prøve banken den næste dag.

Dagen sluttede med at vi opsporede nogen små glas, og en kniv som vi manglede i husholdningen, hvorefter vi tog en taxa tilbage til Dew Shore, spiste aftensmad, og hængte ud på terrassen resten af aftenen indtil det blev sengetid.

 

Torsdag d. 29/6-2000.

Vi stod sent op i dag, og spiste morgenmad ude på vores lille terrasse. Vejret var gennemgående gråt og ret blæsende, hvilket jeg havde det fint med.

Planen var at komme til Thong Sala, for at få vekslet nogen penge i banken. Derefter skulle vi finde noget litteratur, og så tilbage til Dew Shore, for at lave så lidt som muligt resten af dagen.

Banken var et gedemarked, havde det ikke været for den vidunderlige aircondition de havde gående, så havde det været svært at holde ud. I det ene hjørne sad en gruppe mennesker med nogen bankfolk og kaglede, mens de havde gang i et eller andet veksleri, alt i mens andre fra gaden væltede ind, sagde noget på hurlumhej-sprog, og gik igen. Endelig efter 20-30 minutter var der nogen som kunne samle sig sammen til at tælle mine 120 USD, og stikke mig en håndfuld baht's i stedet.

Traditionen tro foregik resten af dagen i hængekøjen og på terrassen ved vores lille bungalow. Efter aftensmad trak vi indenfor, pakkede rygsækken igen, så vi var klar til afgang mod Kho Tao næste formiddag.

 

Fredag d. 30/6-2000.

I dag måtte vækkeuret tages i brug ! Ellers kunne vi godt glemme, at komme op kl. 730, for at nå både at få morgenmad, pakke det sidste grej, og være klar til afgang kl. 9.

Morgenen forløb roligt, og det var lidt med sorg i sinde, at vi gav slip på den lille bungalow på stranden ved Dew Shore, og tog en taxi til Thong Sala, for at finde en båd til Kho Tao. Klokken lidt over 10 var båden der dog, og de næste knap 2 timer tilbragte vi på det øverste dæk, alt i mens vi så Kho Tao nærme sig i horisonten.

Spændingen steg, da vi nærmede os havnen og landgangen på Kho Tao (Ban Mae Hat). Da vi steg af båden valgte vi at ignorere alle de råbende taxachaffører, og gik simpelthen til højre, mod nogen hytter vi havde set under indsejlingen til ø'en. Snart befandt vi os på en lille snørklet sti, der langs vandkanten udgjorde adgangsvejen til de bungalow's som lå længere ude i området.

Svendende p.g.a. solen, som stod højt på himlen, fulgte vi en engelsk dame's henvisning, og spurgte om plads et lille sted kaldet Jamson Bay. Dette viste sig at være et regulært pletskud - jeg kunne knapt tro mine egne øjne, da jeg så hytten. Udsigten var om muligt endnu mere perfekt end ved Dew Shore på Kho Pha-Ngan, vandet klystalklart og blåt, hytten var ca. dobbelt så stor som den forrige, bygget i rent bundsolidt teaktræ. Alt i alt et utroligt lækkert sted, som vi blev tilbudt for 290 baht (ca. 58 kr) pr. nat, da prisen var halveret fordi det var udenfor sæsonen. Vi slog naturligvis til, pakkede ud, og gik op og lurede i "byen".

Tilbage fra byturen, sad vi og hang en times tid på terrassen, hvorefter vi bestemte os for at finde stranden der fulgte med området. Vejen til stranden var en lille grussti, som førte hen over en klippeformation, og efter et par hundrede meters vandring regnede jeg egentlig ikke med, at der kunne dukke noget specielt ophidsende op ! 

Pludseligt, oppe på toppen af en bakke var den der så, en vaskeægte lille bountystrand, med rigtigt hvidt sand, palmer, varmt varmt vand og koraller, man troede næsten ikke sine egne øjne. Da vi gik i vandet, som lynhurtigt blev dybt, gik der ikke mange splitsekunder før vi var totalt omringet af tætte stimer af zebrastribede fisk, som troligt fulgte efter os udad, i en afstand af 5-10 cm - en helt utrolig fornemmelse.

Senere på dagen, hen under aften, trak det op til regn, og pludseligt (lige efter mørkets frembrud) brød helvede løs. En tordenstorm med gang i, uhyggelige mængder vand tonsede til jorden. Vi blev indkvarteret på kontoret (ved ejeren), for at indtage vores aftensmad i sikkerhed, hvorefter vi forskansede os i bungalowen, og ventede på sengetid.

 

Lørdag d. 1/7-2000.

Vi vågnede tidligt, og gik efter morgenmaden op i byen efter diverse fornødenheder såsom brød, vand og marmelade. Da vi kom tilbage gik vi ud til "vores" strand, for stort set at bruge resten af dagen på at snorkle rundt i bugten, og se lidt nærmere på dyrelivet under vandoverfladen.

Vores nye venner, den store stime af zebrafisk der tålmodigt fulgte os rundt i bugten, var der til vores store lettelse på pletten. Det var enestående at dykke rundt mellem så fantastisk mange farvestrålende fisk, som ovenikøbet tillod os at komme meget tæt på dem, uden at blive skræmt væk af vores blotte tilstedeværelse.

Senere på dagen bukkede jeg under for min nye besættelse - shakes. Derfor gik turen atter engang op til byen, for at få fingrene i selvsamme, hvorefter vi hang ud et stykke tid på en strandbar midt i byen.

Om aftenen fik vi aftensmad på den lokale (ved Jamson Bay) restaurant, og tilbragte noget tid i snak med nogen tyskere, før det blev tid til en sundowner, og "kampen" for en god nattesøvn.

 

Søndag d. 2/7-2000.

Efter en skøn nattesøvn, måtte jeg konstaterer, at jeg havde vænnet mig til den åbne konstruktion bungalow'en var udført med, som tillod lyden af bølgeskvulp og fårekyllinger at trænge tydeligt igennem.

I dag lagde vi aktivt ud, spændte trekkingstøvlerne på, for at tage en hike langs stenformationerne på Kho Tao's sydligste del. Det var hårdt, næsten som en junglevandring, ad smalle stier på skråningerne som er tæt begroet, i en fugtig varm formiddagshede. Vi kom forbi nogen flere bungalowsoperationer undervej, og kunne konstaterer at mange af dem så noget mere skrabede ud, var svært tilgængelige, eller havde ringere badestrand end Jamson Bay. 

Turen blev rundet af med et kryds ind over øen til Ban Mae Hat. Måske lidt ubehageligt overrasekde over de stigninger der skulle forceres undervejs, nåede vi alligevel toppen til sidst, og fandt efter en lang nedtur endelig vejen der førte vestover, tilbage til hovedbyen.

Lidt trætte i hovederne, fik vi overstået dagens indkøb, hvorefter vi slog os ned på en strandcafé, og fik friskpresset lemon juice og en kop kaffe.

Da vi samlet os selv sammen igen, gik vi tilbage til vores bungalow, pakkede tasken, og vadede om til vores lille strand medbringende nogen gode bøger og snorkelgrejet.

Aftensmaden blev atter indtaget oppe hos hotelmutter, hendes mad er seriøst bare for lækker.

 

Mandag d. 3/7-2000.

Vi startede dagen med at få overstået de sædvanlige daglige småting, og handlede de ting, vi havde brug for i vores lille husholdning - dvs. smør, brød o.l, samt rekvirering af færgebilletter til færgen fra Kho Tao til Chumphon. Samtidigt fandt jeg atter en internet- og emailservice, som jeg benyttede til at få sendt et livstegn hjem til lille Danmark. 

Det skal liiiigggee bemærkes, at jeg fik kontrolleret DMI, for at se hvordan vejret var deroppe nordpå ! For evt. at kunne forebygge, at nogen skulle forsøge at binde mig en historie på ærmet vedrørende 30° og strålende solskin, mens vi havde været borte. Trist for folket derhjemme, men til min store "fornøjelse" spåede go'e gamle DMI noget der lignede gråvejr, overskyet med regn og 15-20° frem til næste weekend, hvor vi atter ville være tilbage !

Derefter en solid portion restitution på vores lille terrasse og stranden omme på den anden side af klipperne. Om eftermiddagen gik turen atter til byen, for at se på nogen masker, som Tøsen havde fundet (en af mine samlerdiller) - hvorefter vi fik en kop kaffe, og gik hjem igen.

Da mørket "endelig" faldt på blev det tid til dagens store dilemma - aftensmaden ! (absolut et højdepunkt på en dag, hvor man ikke har lavet andet end at drive og hygge). Vi gik op til Jamson Mama, og blev forkælet med Coconut Curry og Sweet And Sour til den store guldmedalje.

Dagen endte med at drive på stranden, hvor vi kunne sidde og beskue et voldsomt tordenvejr inde over fastlandet (tangen mellem Bangkok og Malaysia), som strakte sig helt fra Chumphon og op til Bangkok.

 

Sidst opdateret :

 

25. maj 2014 TEAM MAXIMUM : 
12:22:37 © JWJ 2001-05