Uge 28.


Mandag d. 6/7-2015.

Op i dag kl. 08 efter en god lang nattesøvn. Alle sov tungt indtil vi stod op.

Jeg startede dagen med at ringe til Cruise America, for at aftale nærmere mht. afhentning af vores RV. Vi var ikke lovet noget før kl. 13, men fik af vide at vi kunne komme og hente bilen allerede kl. 10, så det var rigtig dejligt - lidt ligesom at vinde en halv dags ferie ekstra.

Vi tog afsted med hotellets shuttlebus efter morgenmaden, og blev kørt helt gratis ud til Cruise America.

Bilen stod klar, da vi landede derude omkring kl. 10. Vi blev instrueret, og drog afsted mod det nærmeste Walmart for at få forsyninger da vi stort set manglede alt. Der blev handlet brød, kød, mælk, sodavand, slik, grøntsager, grill, kul, rengøringsmidler osv. osv.

Kl. 13 var vi så klar til at sætte kursen mod Galveston, hvor vi havde udset os en state park et stykke ude ad kysten kaldet Jamaica Beach SP. Her landede vi efter 2-3 timers kørsel, hvorefter vi fik pakket ud. Christoffer og jeg samlede grillen.

Sidst på eftermiddagen tog vi et smut ud til den Mexikanske Golf, hvor vi tog en velfortjent eftermiddagsdukkert i dejlig varmt vand.

Hjemme ved camperen igen kl. 18.30, hvor vi fik startet grillen, og der blev lavet ostepølser med pasta og almindelig salat til aftensmad, mens ungerne fik skrevet dagbog.

Mørket faldt på omkring kl. 21, hvorefter vi alle snart  trissede mod sengen.


Der skrives dagbog

Amerikansk morgenmad

 

 

 

Spacecenter Houston

Independence på sit transportfly

Tøserne møder en mand i rumdragt

Austronaut kahyt

Stor raket lagt ned i en hal

Tirsdag d. 7/7-2015.

Dagen startede tidligt, da vognen blev varm og alle vågnede svedige - ude af stand til at falde i søvn igen. Vi skal lige have fundet ud af, hvordan vi klarer nætterne bedst.

Dvs. kl. 07 stod vi op, gik i bad, og luntede efter bad hjem til RV'en, for at tage hul på turens første flerfarvede morgenmad (ungerne havde valgt et morgenmadsprodukt hver i Walmart dagen før).

Efter morgenmaden pakkede vi bilen, og drog først mod en RV campingplads inde i Galveston, som vi havde fundet på nettet. Her var vi heldige at finde 2 overnatninger (det er lige gået op for os, at det er højsæson, så meget er allerede booket).

Herefter kørte vi "tilbage" mod Houston, for at besøge Nasa's Mission Control Center lidt syd for Houston - en oplevelse vi alle har set meget frem til.

Vi var fremme ved Mission Control Center kl. 11.30, hvorefter de næste 5 timer gik med diverse former for underholdning og seværdigheder bl.a. i form af en togtur rundt i området, rocketgarden, og en kæmpestor liggende saturnraket (skilt i moduler). Dertil de sædvanlige udstillinger af spændende udstyr, månesten og gadgets, samt slutteligt en souvenirbutik af de bedre.

Kronen på værket var en ½ times foredrag i det (genskabt med originale apparater) Mission Control Center der i gamle dage bl.a. styrede Apollo og kontrollerede den første månelanding. Stedet er også (på en anden etage i huset) kontrolcenter for raketopsendelser og rumstationsdrift.

Kl. 16.30 var vi alle godt møre af nye indtryk, så vi kørte tilbage til Galveston og fandt vores campingplads.

Om eftermiddagen var vi et smut ude og bade både i golfen og poolen på campingspladsen.

Aftensmaden blev grillet tilpas, og suppleret op med salat. Isdesserten måtte vi finde inde på den nærmeste McDonalds.

Sidst på aftenen arbejdede fruen og jeg i kommende overnatninger, hvilket endte med at næste mål var 3 nætter i New Orleans, og 2 nætter i Grand Isle SP - begge i Louisiana. Sidstnævnte ser ud til at ligge ved verdens ende, for enden af en lang blind vej - den glæder vi os allerede rigtig meget til at besøge.


Onsdag d. 8/7-2015.

Endelig har vi fundet os til rette med en temperatur vi kan sove i, og ingen var vågne før kl. 7.30. Jeg lagde mig op til ungerne, og vækkede dem lige så stille.

Vi startede dagen med at hoppe i poolen, og vi hængte ud oppe i poolområdet indtil kl. 11.
Derefter sadlede vi bilen op, og kørte den korte tur til færgestedet fro at finde ud af, om det virkeligt kunne passe, at vi sådan uden videre kunne sejle med færgen fra Galveston til Port Bolivar, i stedet for at skulle kører et godt stykke af vejen tilbage mod Houston, før vi kunne dreje mod øst mod New Orleans.

Færgen lod ikke til at være et problem, og det syntes tilmed at være en gratis tur. Fabelagtigt.

Efter at have været ved færgen, kørte vi ud og besøgte de gamle krigskibe i Seawolf Parl. Herude ligger et gammelt WWII krigsskib (destroyer) og en ubåd (USS Stewart og USS Cavalla).

Vi landede ude ved de gamle krigsskibe kl. 11.30, købte entre, og fik os selv en ganske spændende og klaustrofobisk tur gennem ubåden, og en tur rundt på destroyeren - det var rigtig spændende det hele.

Efter rundturen på skibende, hentede vi brød og pålæg i RV'en og spiste frokost i parken.

Vi vente snuden hjemad kl. 15, var inde og tanke (40 gallon), og retur til campingpladsen kl. 16, hvorefter vi atter var at finde i poolen, og lidt senere nede på stranden.

Fruen og jeg løb hver især en lille tur før vi kl. 18 atter satte kursen mod Galveston, for at spise aftensmad på den nærmeste Taco Bell til alles store fornøjelse, da det var en fabelagtig gang mexikansk fastfood - ligesom familien Bunkeflod kan lide det.

Taco Bell findes ikke i Europa, så det skal nydes mens man er ude.

Hjemme igen gik resten af aftenen med at skrive dagbog og at nyde at temperaturen trods alt falder om aftenen, så det er behageligt at være udenfor.

 

USS Stewart

USS Cavalla

Ved kanonerne på USS Stewart

Ved roret i USS Cavalla

 

 

Torsdag d. 9/7-2015.

Dagen i dag stod på langfart. Der lå 550 km forude, og ventede på at vi skulle komme afsted fra Galveston, med endestation i New Orleans.

Vækkeuret gik igang kl. 6.30, hvorefter jeg stod op, riggede bilen af og fik ungerne sat i stolene ved spisebordet med en dyne pakket omkring sig.

Kl. 7 trillede vi ned til færgelejet, og kom i kø til næste færge til Port Bolivar (den halvø der skulle forestille at spare os for hele turen over Houston for at kunne komme mod New Orleans).

Færgeturen tog ikke mange minutter, hvorefter bilen blev sat på cruise controle ind over halvøen mod fastlandet og I10, der skulle sende direkte mod Louisiana og New orleans.

1. stop var til morgenmad på en parkeringsplads ved en skole et stykke inde i landet.

2. stop var for at handle ind i en Walmart, der lå endnu længere inde i landet (ca. halvvejs på dagens tur).

3. stop var omkring Baton Rouge til frokost, hvor vi var heldige at støde på et visitor centre der kunne berette om hele området vi befandt os i.

Specielt den sidste del af turen var rigtig flot - den kørte ud over broen, og motorvej på piller gennem kæmpestore sumpområder.

Vi krydsede Mississippi ikke længe, før vi nåede New Orleans, og vi fandt hurtigt vores KOA camping, hvor vi blev indkvarteret.

Det var skønt at komme i poolen efter en lang dag i bilen. Resten af dagen blev nydt i poolen, og ved grillen om aftenen.


Fredag d. 10/7-2015.

Vækkeuret var sat igen i dag. Vi håbede på 4 ledige sæder i campingspladsens shuttlebus der kørte campister ind til French Quarters i center New Orleans. Shuttlebussen kørte kl. 9, men vi var på venteliste, og fik først kl. 8.30 af vide, at der var plads til os.

Turen var gratis, og endte reelt med at tage over 1 time, fordi chaufføren tog os på en større rundtur inde i byen for at vise steder frem, og for at fortælle om alle de huse der på en eller anden historie at fortælle, eller en eller anden berømthed tilknyttet.

Vi så Præsident Roosevelts palæ, og flere vildt flotte sydstatshuse med verandaer og kæmpe træer i forhaven.

Vi landede i French Quarters omkring kl. 10, og blev med beskeden om at bilen kørte hjem igen kl. 18 sendt afsted på egen hånd.

Vi startede i St. Louis Cathedral, og drog derefter mod øst gennem kvarterene. Området er ikke som sådan specielt, men mange steder emmer det af musik og gøgl, hvilket fyldte rigtig meget i gadebilledet.

Vi endte ved sporvognen, hvor vi købte dagspas til os alle så vi kunne komme rundt. Først Canal Street, og derfra til Bassin Street, hvor der i gamle dage på en banegården. På banegården fandt vi et visitor centre, om den gamle station, og om hvor store ødelæggelser orkanen Katharina havde forårsaget - reelt var op mod 80% af byen oversvømmet. Enorme ødelæggelser.

Vi drog herfra tilbage ind mod French Quarters, og endte op en fabelagtig lille frokostrestaurant, hvor vi i over en time nød et jazzorkester der spillede røven ud af bukserne, mens vi fik gumbo.

Efter frokost tog vi sporvognen fra den ene ende af esplanaden langs Mississippi, hvor vi fandt kaffe og is.

Kl. 18 blev vi hentet igen, og det viste sig at den gode chauffør havde endnu en rundvisning der skulle afleveres på hjemturen, så vi fik set en masse generalers og skuespilleres huse, før vi godt varme og trætte havnede hjemme ved RV'en igen.

Tiden var ikke til andet end en sandwich til aftensmad, hvorefter vi alle ved 22-tiden kravlede til køjs igen.


 

Katrine med maske

Gademusikanter

Flere gademusikanter

Frossen banan med chokoladeovertræk

French Quarters

 

Slavehytte ved Destrehan

Mangrove

 

Lørdag d. 11/7-2015.

Vi sov uden vækkeur i nat. Skønt at ligge og gasse den lidt inden vi stod op kl. 08.

Dagens program var at komme ud og besøge en gammel plantage, af den slags hvor der blev holdt slaver i gamle dage.

Først skulle vi dog lige en tur i poolen efter morgenmaden, så klokken nåede 11 før vi endelig trillede afsted.

Vi kørte via den nærmeste Walmart, da der skulle handles ind til et par dages ophold ved verdens ende (som vi kaldte det internt) - Grand Isle SP, som lå for enden af godt 70 km hovedvej mod syd. Helt ude i den mexikanske golf.

Efter handel i Walmart fortsatte vi de 15 km, der var til den nærmeste gamle plantage "Destrehan", som lå lige i udkanten af New Orleans.

På Destrehan Plantation, kommer vi på en guidet rundtur i det gamle stuehus, hvor plantageejeren boede i sin tid. Derefter gik vi selv en tur i området, og besøgte det område hvor slaverne boede, og et lille museum fra slaveopstandelsen i 1811.

Plantagen var oprindeligt en indigoplantage, der dyrkede indigo som man laver farveekstrakt fra. På sin storhedstid havde plantagen 200 slaver. plantagen var oprindeligt franskejet, og bar på mange områder præg af at være fransk bygget og indrettet - meget spændende.

Hele Destrehan-slægten er nu død og uden arvinger, hvorfor det er lokalsamfundet der styrer området, og bruger midlerne fra entreindtægter til at holde stuehuset i nogenlunde form.

Området var smukt med kæmpestore gamle træer, skygge og idyl, men der er ingen tvivl om at livet har været barsk på stedet.

Vi returnerede til campingpladsen kl. 16.30, hvorefter vi atter var at finde i poolen, og ved grillen hvor aftensmaden blev tilberedt.

Fruen og jeg brugte et par timer om aftenen på at planlægge de næste par overnatninger efter vi som det næste skulle forlade Grand Isle SP, og fortsætte mor nord.

 


Søndag d. 12/7-2015.

Også i dag sov vi uden vækkeur, og vi fik først gang i kludene omkring kl. 08.30.

Efter morgenmaden var aftalen med ungerne, at vi skulle et par timer i poolen, før vi drog afsted mod Grand Isle SP helt nede i det sydligste Louisiana ude ved kysten mod den mexikanske golf.

Vi kørte kl. 11, og tilbragte ca. 2½ time på vejen før vi efter en afsindig flot tur nåede (i ordets bogstaveligste forstand) til vejens ende, der svarede til state parkens indkørsel.

Efter at have rigget bilen til, fik vi noget at spise, og drog derefter mod stranden der lå 200 mfra campingen.

Det var afsindig varmt - ca. 32° - med en luftfugtighed der gjorde, at det føltes som 40°, så hastigheden var ikke høj.

Vi byggede sandslotte, fangede eremitkrebs (som var overalt), og svømmede rundt indtil kl. 17, hvor vi trak tilbage mod bilen. Fruen og jeg satte afsted på en kort løbetur kl. 17.30, hvorefter grillen blev startet, og der kom en oksebøf på.

Omkring kl. 20 var vi ude og oppe i et udkigstårn i nærheden, hvorfra vi fulgte solnedgangen, og bagefter gik en kort aftenstur langs stranden før det blev sengetid.


 

Huse på stolper ude ved Grand Isle SP

Fiskerbåde Grand Isle

Delfin i havnen

Udkigstårn Grand Isle SP

Solnedgang

En varm familie

 

Sidst opdateret :

27. februar 2016 TEAM MAXIMUM : 
22:13:36 © JWJ 2001-05