Onsdag d. 18/7-2001.
Jeg vågnede op til en rar fornemmelse - min forkølelse, som havde
forfulgt mig siden Grand Canyon, var gået væk. Til gengæld var det
Tøsens tur til at begynde snøvleriet. Staklen vågnede ved 8-tiden i
dag, knap så veludhvilet som undertegnede efter en urolig nattesøvn.
Efter morgenmaden begyndte vi dagen med at besøge et stort akvarium
nede i Downtown Monterey, før vi for alvor satte snuden mod San
Francisco.
Virkeligt flot var hvad det var - uhyggeligt mange store akvarier, hvor
man gennem tommetykt glas kunne studere en masse dyreliv fra havet
omkring Monterey Peninsula.
Kl. 11 blev vi hentet ved akvariet igen af Mogens, hvorefter vi blev
transporteret tilbage til hans hus, for at få pakket dytten, så vi
kunne være rullende omkring kl. 12.
Efter en kop kaffe derhjemme, blev vi forsynet med en overdådig
indkøbspose med diverse fødevarer og drikkelse, og derefter satte vi
ud for at tilbagelægge de 200 km mod San Francisco.
Det gik nemt, og selvom trafikken ind mod storbyen blev forholdsvist
voldsom de sidste 20 km, kom vi frem i hel tilstand, og blev
indkvarteret på Hotel Remo i North Beach, ude ved Fisherman's Wharf -
tæt på Chinatown.
Vi læssede af, og fortsatte derefter med det samme ned til Chinatown,
hvor vi tullede rundt et par timer, og gik bagefter ned til Fisherman's
Wharf, for at se hvad de havde at byde på. Vi nød i stor stil de
pudsige veje, der er så karakteristiske for San Francisco, de tonser op
og ned overalt i byen, og de gamle cablecars bimler rundt midt på alle
de større veje.
San Francisco er en dejligt totalt ustresset by at opholde sig i. Selvom
den er stor, er der slet ikke det vilde storbypræg over den.
Nede på Fisherman's Wharf fandt vi et kaffehus, hvor vi over en god
kop frisklavet kaffe fik skrevet en ordentlig stak postkort hjem til
lille Danmark.
Pludseligt var klokken omkring 21, og mens mørket faldt på,
begyndte vi at bevæge os op mod Telegraph Hill, som lå i nærheden af
vores hotel.
Som navnet antyder er det en høj bakke, der ligger midt i downtown, og
der er fremragende udsigt over både San Francisco Bay og selve byen.
Lysshowet (når det er mørkt) er helt fantastisk hen over byen, og over
den gamle hængebro (Oakland Bay Bridge), der er forsynet med pærer på
kablerne. Dette utrolige syn gjorde ikke fornøjelsen, efter en meget
skummel tur op til udsigtspunktet, mindre.
Omkring kl. 22 returnerede vi til vores hotelværelse, hvor noget af
al den mad Mogens havde foræret os, blev nydt. Derefter atter engang
sengetid, efter en begivenhedsrig dag.
|
Solopgang. Grand Canyon.

Tøsen er klar. Hike i Grand Canyon.

½-vejs nede. Hike i Grand Canyon.

Helt nede - 1 km til toppen (i højden). Hike i Grand Canyon.

Pause før retræte. Hike i Grand Canyon.
Jacob på vej mod toppen. Hike i Grand Canyon.
|