Uge 28.


Mandag d. 9/7-2012.

Planen i dag var at komme ud af fjerene, og komme med nogen af de første airboats der sejlede fra morgenstunden.

Vi var oppe, spist af og vel påklædt kl. 10, hvorefter vi strøg op til receptionen for at komme på førstkomne airboat, og det lykkedes allerede 10 minutter senere.

Starten var stille og rolig - vi tøffede ud af en kanal, mens guiden fortalte vidt og bredt om fugle, alligatorer, indianere osv. Det var ret underholdende, men jeg nåede at tro at det var den fart vi skulle spises af med. Vi krydsede en alligator - en ung en på kun ca. 3 år, som så allerede er 2 meter lang.

Efter det første sving kan det nok være, at der blev åbnet op for dyserne til propellen, og pludseligt piskede airboaten afsted med næste 60 km i timen ud over sumpen - det var helt vildt sjovt, og ungerne syntes det var en fest.

Turen endte, og Christoffer fik sin cowboyhat og købte selv en alligatortand i en halskæde. Derefter satte vi afsted langs US41 mod Collier-Seminole SP, hvor vi havde booket de næste 2 nætter.

Fremme omkring kl. 12.30 måtte vi sande, at parken var et inferno af myg - det var helt vildt, og der var langt flere myg end vi kunne overskue. Vi bestemte os hurtigt for, at vi allerede skulle videre dagen efter.

Parken bød på muligheden for at leje kanoer, men efter at have set den første 2-3 meter lange alligator ligge "klar" i den sø vi i givet fald skulle sejle i, måtte jeg melde pas. Jeg turde simpelthen ikke satse på, at ungerne var i stand til at holde armene indebords.

Summa summarum - vi valgte at tage en hænge-ud-eftermiddag, som blev tilbragt med spil og læsning i et fælleshus i state parken, og det var faktisk ret hyggeligt.

Sidst på eftermiddagen gik ungerne og jeg en tur på jagt efter gode billeder af dyr, men måtte atter engang opgive efter kun 15 minutter, hvor vi havde svedt myggecremen af, så vi ikke kunne være i fred for bæsterne - det var helt klaustrofobisk.

Aftensmaden blev fremstillet i RV'en, og vi spiste ovre i fælleshuset, hvor vi tilbragte det meste af aftenen.

Før sengetid fik vi opdateret dagbøgerne, og tegnede indtil mørket faldt på.

 


Airboat ved Gator Park

Katrine klar til afgang med Airboat

Det går STÆRKT

Vores første alligator

Collier Seminole State Park

Stor græshoppe

 

Periwinkle, Sanibel Island

2 unger i et klatretræ

Stranden ved Periwinkle. Sanibel Island

Skaller, Sanibel Island

Tirsdag d. 10/7-2012.

Vi vågnede omkring kl. 07 efter en rimelig nats søvn. Knægten og jeg smuttede sammen i brusebad - det var tanken at vi skulle afsted i ordentlig tid, så vi kunne nå lidt strandtid i den anden ende af turen, som skulle ende på Sanibel Island (et sted jeg så meget frem til at komme hen til)

Morgenmaden var hurtigt klaret, og efter at bilen var gjort kar til afgang fik ungerne og jeg hurtigt logget en geocatch (vores 1. i USA), som var inde i Collier-Seminole State Park.

Første stræk var på sølle 60 km mod Fort Myers, hvor vi havde tænkt os at gøre stop i en større Outlet (Miromar), hvor de førte mærketøj (Levi's osv) til gode penge. Vi fandt det nemt, og trissede rundt i ca. 1½ time, fik en masse børnetøj og 2 par Levi's til hver af de voksne (for den rørende pris af 250 kr. pr. par).

Herefter havde vi 36 km ud til Sanibel Island, hvor vi havde store forventninger om at finde en vildt lækker camping tæt på en vildt lækker strand. Sanibel er kendt for sine strande, og mulighed for at finde skaller og konkylier.

Vi var fremme ved Periwinkle Camping and RV resort kl. 13, fik plads, og skyndte os efter frokost ned mod stranden for at hænge ud resten af eftermiddagen.

Vi fandt det - og JA ! Det levede op til forventningerne. Efter 1½ time i vandet med snorkel havde vi fundet 2 levende konkylier - vandet i den Mexikanske Golf er varmt, så der er mange dyr og skaller vi ikke normalt kender til.

Omkring kl. 15 begyndte det at rumle i horisonten, og det trak op til torden fra bugten ud mod Naples - så begtyndte det at regne, hvorefter vi vendte snuden hjemad. Så stoppede det naturligvis med at regne igen, hvorfor vi begav os videre til købmanden for at få handlet det mest nødvendige.

Kl. 17.30 startede vi grillen, men blev overrasket at atter en tordenbyge der skyllede ind over land. Jeg sad og grillede under en ikke-vandtæt parasol, men måtte til sidst opgive og trak ind i RV'en for at gøre maden færdig.

Aftenturen blev erstattet af indendørs sysler og nussen med ungerne, hvorefter det blev sengetid mens det stadig buldrede løs udenfor.

 


Onsdag d. 11/7-2012.

Stranddag ! Intet specielt på programmet i dag, udover at komme et heldagssmut til stranden for at bade og samle skaller.

Vi var ved vandet omkring kl. 11, og gik straks i gang med vores gøremål. Christoffer og jeg badede, mens Dorthe og Katrine gravede efter skaller inde på stranden - efter en times tid byttede vi rundt, og jeg gravede videre med Katrine, mens Dorthe og Christoffer badede løs.

Det blev til mange flotte skaller, men vi mangler stadig et par ordentlige konkylier.

Kl. 13 strøg vi tilbage til vognen for at få frokost, og hænge ud omkring bilen mens det var varmest.

Lidt hen på eftermiddagen fik vi nok af at være ved vognen, men samtidigt havde vi heller ikke brug for mere sol, så vi endte med at koble fra og kørte lidt op ad Periwinkle Road for at finde et ordentligt sted at handle - det endte med, at vi kørte helt ud til Sanibel Islands sydspids, for at se et gammelt fyrtårn.

Rundt om fyret kom vi, og mens vi spankulerede ad stranden tilbage mod vognen løb vi ind i 2 delfiner, der svømmede op langs kysten. Christoffer sprang straks i vandet efter dem, og kom faktisk enormt tæt på den ene. Det var ligesom om den ville snuse til Christoffer, og den var højest 2 meter væk.

Bagefter trillede vi hjem igen, og foretog os ikke yderligere denne dag, udover at nyde en pausedag uden noget specielt på programmet.



 

Fars Dyt

Fyrtårnet ved Sanibel Islands sydspids

Rede med skildpaddeæg

Delfin der svømmer op langs kysten

 

Christoffer siger godmorgen til sin sumpskildpadde

Bowmans Beach, Sanibel Island

Bowmans Beach, Sanibel Island

Torsdag d. 12/7-2012.

Sidste dag på Sanibel Island. Dorthe og jeg brugte aftenen i går på at planlægge de næste par stop på turen, og blev enige om at vi gerne ville videre i morgen. Derefter sidste dag på Sanibel Island.

Efter morgenmaden riggede vi bilen til, og gjorde klar til at køre en tur. Planen var at køre helt ud til Sanibels nordligste spids (Captiva Island).

Der ligger nogle gedigne millionvillaer på de sidste kilometer af land ud mod nordspidsen. Desværre var der ikke rigtig nogen steder at sparkere vognen da vi nåede enden, så vi måtte vende om og køre retur uden at stoppe.

Omtrent midtvejs (på tilbageturen til campingen), tog vi en afstikker ud mod Bowman's Beach, hvor vi godt kunne komme af med vognen - her slog vi lejr på en rigtig rigtig lækker strand et par timer, før vi kørte hjem.

Tilbage på campingpladsen blev vi hængende et par timer efter frokost mens ungerne legede med sumpskildpadder (Christoffers nyeste kæledyr) og papegøjerne oppe ved receptionen. Dorthe og jeg slappede lidt (ekstra) af.

Om eftermiddagen måtte vi afsted til stranden igen, og vi var dernede et par timer på jagt efter flere skaller, før vi gjorde klar til at få fremstillet aftensmad.

Atter en skøn stille og rolig stranddag vel overstået uden det store ramasjang. Skønt.

 


Fredag d. 13/7-2012.

I dag skal vi videre fra Sanibel island - ikke at lysten var stor (det er et fantastisk sted), men der er en masse andre ting der venter på at blive oplevet.

Turen gik over Fort Myers igen, videre mod Tampa til Clearwater ved St. Petersburg, hvor vi dagen i forvejen havde ringet, og havde booket plads på en RV-camping tæt på byen. Turen i dag er af medium distance - 250 km - og den endte med at tage 4½ time (incl. frokost), før vi var fremme.

Kl. 15 var vi fremme ved Bay Aire RV park, og vognen var som sædvanligt dårlig parkeret, før vi alle strøg i swimmingpoolen, der var overraskende kølig at svømme rundt i. Her blev vi et par timer, indtil vejret skiftede og vi blev hevet op af poolen (det er generelt forbudt at bade i pools i USA når der er torden i luften).

Sorthe og jeg slog os ned på en veranda i læ for regnen, og godt forsynet med læsestof, slik og sodavand. Ungerne knoklede på med en pakke Lego vi havde med fra Billund i Danmark.

Kl. 17 var regnen ovre, og vi kunne tænde op i grillen, og nyde aftensmaden i det fri.

Det blev sengetid for ungerne lidt sent, da tiden pludseligt løb fra os ! Det må der rådes bod på i morgen.

 


 

Næsten klar til afgang mod Tampa

Der bygges Lego ved Bay Aire, Clearwater

Mariekiks og marshmellows - passende dessert til grillfolket

 

Honeymoon Island State Park

Honeymoon Island State Park

Ørnerede - Honeymoon Island State Park

Cool Chick

Lørdag d. 14/7-2012.

Så har vi været afsted 2 uger - kun halvdelen af hele turen ! Jeg nævner det nu, og vælger så ikke at tænke mere på det. Det ville være åndsvagt at bruge krudt på at tænke at der "kun" er 2½ uge tilbage - det er jo længere tid end en normal sommerferie for os.

Vi stod op ved 8-tiden, spiste morgenmad, og koblede bilen fra vand og strøm. Turen i dag var ikke lang. Vi ville besøge "Honeymoon Island State Park" kun ca. 6 km. fra campingen.

Vel fremme blev RV'en sat af, og vi gik direkte til stranden, og trak lidt nordpå for at komme fri af de andre gæster på stranden (det er jo weekend, og der var mange mennesker).

Stranden er rigtig rigtig dejlig, men jeg havde måske håbet op at finde lidt flere skaller (jeg leder stadig efter et helt konkylie).

Lidt over middag gik vi i ly for solen inde i bilen, og kørte lidt længere nordpå i state parken. Her ville vi have gået ud til nordspidsen af området, men der var så mange myg i skoven, at vi måtte opgive og vendte om. Vi orkede ikke at få fornyet vores myggestik fra Everglades, men nåede heldigvis at spotte 2 ørnereder inden vi vendte om.

Efter "Honeymoon Island" kørte vi de 10 km videre ind mod Clearwater, hvor vi ville en tur på molen. Det viste sig så at være en fejl - der var enormt meget trafik hen over broen mod Clearwater, så vi endte med at vende om ved førstgivne chance.

Tilbage på campingpladsen fordrev vi 2½-3 timer i poolen, før de blev kaldt op. Jeg fordrev tiden med at snakke med parkens manager - man vænner sig til, at amerikanere snakker med en i et væk.

Vi fik grillet noget kylling til aftensmad, og traskede afsted på en lille aftentur til et slikhus Dorthe og Katrine havde opdaget tidligere. Her sad vi og spiste is, og så lige pludseligt stod himmel og hav i et - det tordnede, buldrede og regnede helt vildt. Vi endte med at sidde og spille kort / tegne 20-30 minutter i butikken før det var ovre.

Og så kan det nok være, at vi kom hjem i seng.

 


Søndag d. 15/7-2012.

Af en eller anden årsag var det faktisk en smule vemodigt at skulle efterlade denne RV-park. Folk har været så utroligt gæstfrie, og interesserede. Parken er bestemt ikke noget specielt, og den ligger lidt ude af byen, og er stille og rolig.

Turen i dag gik over Weeki Wachee, hvor vi havde planlagt at gøre et stop i en state park (Weeki Wachee Springs State Park), hvor der er vandland, bademulighed og et berømt "havfrueshow", som lige skulle ses. Derefter skulle vi fortsætte til Manatee Springs State Park, hvor vi havde booket 2 nætter.

Vi ramte Weeki Wachee omrking middag, så det passede perfekt med en hurtig frokost, og så hen til parken der ligger ved en flodbred - det var overraskende kæligt og fuldstændig krystalklart ferskvand - rigtig dejligt.

Selve havfrueshowet var meget amerikansk, men bestemt værd at se. Jeg tror på, at noget lignende ikke eksisterer andre steder i verden.

Omkring kl. 15.30 sadlede vi op, og fortsatte mod Manatee (der manglede 130 km af dagens distance, hvor vi krydsede 1000 kørte miles).

Vi var fremme kl. 18. Det regnede tungt på vejen derop, hvor vi skulle igennem et voldsomt tordenvejr - det klarede op lige før vi var fremme.

Selve parken var utroligt lækker - ren skov (og vi havde ganske uberettiget frygtet et myggeinferno igen), men da vi havde stillet bilen og fik koblet til gik vi en tur i området, uden at blive stukket en eneste gang.

Til gengæld opdagede vi ret hurtigt, at der var dådyr i hobetal - og så var ungerne solgt.

Der er badeadgang i de nedre lejer af Suwanee River, som vi forhåbentligt ville få gjort brug af i morgen. Vi håber på at slippe billigt mht. regn og torden.

Efter en sen aftensmad fik ungerne opdateret deres dagbog, før de blev smidt i seng kl. 21. Da de var faldet i søvn brugte Dorthe og jeg lidt tid på at planlægge de næste dage.


 

Ferskvand i floden, Manatee Springs State Park

På jagt efter tudser, Manatee Springs State Park

Rådyr, Manatee Springs State Park

Diskrete campingspladser, Manatee Springs State Park

 

Sidst opdateret :

03. december 2020 TEAM MAXIMUM : 
22:00:11 © JWJ 2001-05