Dagen startede tidligt med ankomst til Greyhound Stationen i Las Vegas. Omkring kl. 4.30 om morgenen - Før solen stod op, og alligevel var der allerede en net temperatur af ca. 33°.

Vi hang ud på stationen i ca. 1 time, hvor vi fik børstet tænder, og vasket hovedet, hvorefter vi fandt en taxi, der kunne transporterer os til Johnson Plaza Hotel - mødestedet for vores forestående trekking, der skulle starte kl. 7.30.
På hotellet nåede vi en rigtig amerikansk morgenmad (pandekager og æg med bacon) og derefter sluttede vi os til de 13 andre deltagere, som skulle af sted på samme tur som os.

Gruppen var en lidt "ældre" gruppe, end jeg hidtil har oplevet. Det virkede dog som et rart hold mennesker - skotter, englændere, hollændere og det sædvanlige australske par. Alle var interesserede i at komme ud af byen i en fart, for at komme til at se og føle noget rigtig natur.
Vores nye guide Khris fortalte, at vi i dag skulle nå til Zion N.P. (Utah), og at køreturen ville tage ca. 3½-4 timer, så det var bare med at komme af sted i en fart.

Omkring middag ankommer vi til Springdale, hvorfra turen står på trekking i Zion Valley. Vi bliver læsset af ved områdets Visitor Center, og bruger parkens eget interne bussystem til at komme frem og tilbage mellem de forskellige bjergstier, der fører os rundt mellem attraktionerne.

Solen står i Zenith, og temperaturen ligger et sted mellem 35° og 40°, så vi er tungt belæssede med vædske, da vi tager nogen utroligt scenariske ture op af bjergsiderne til bl.a. Weeping Rock, Emerald Pools og Temple of Shinawa, og først stopper ca. 4 timer senere nede ved Visitor Centre igen.
Khris står klar til at hente os, og vi bliver transporteret tilbage til Springdale, hvor indkvarteringen til 1. overnatning er blevet arrangeret.

Det første bad efter 2 varme dage bliver nydt voldsomt, og bagefter var det tid til at få ajourført dagbogen ude på verandaen, mens udsigten blev nydt i fulde drag.

Gruppen mødtes igen kl. 18.30 for at spise aftensmad sammen på en lokal mexicansk restaurant nede i byen, og omkring kl. 22.30 blev det endelig tid til at sove igen.

Ankomst til Las Vegas. Las Vegas.

Tøsen i Las Vegas. Las Vegas.

Casinoer - Stratosphere i baggrunden. Las Vegas.

Rollercoaster foran New York, New York. Las Vegas.

Ankomst til første indkvartering i Springdale. Zion N.P.

Klipper. Zion N.P.

Bro. Zion N.P.

Den grædende klippe. Zion N.P.

Emerald Pools. Zion N.P.

Vandfald. Zion N.P.

Vilde kalkuner. Zion N.P.

Rådyr. Zion N.P.

Afgang fra Zion N.P. kl. 8. En kort køretur i dag skulle bringe os ca. 140 km længere ind i landet, til Bryce Canyon.
Første stop kom hurtigt. Khris ville have os ud på en lille morgenhike, der gik op til et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se det meste af Zion N.P. En ganske utrolig udsigt fra ca. 500 m's højde, var hvad vi fik udover det område, som indianerne kategorisk havde nægtet at betræde i tidernes morgen, da de mente (og stadig gør), at det var hjemsøgt af onde ånder.
Herefter fortsatte turen for alvor mod Bryce Canyon i det sydøstlige Utah, hvortil vi ankom omkring kl. 12.

Skæbnen ville, at det begyndte at regne, hagle og tordne ca. ½ time efter vores ankomst. Derfor kunne vi ikke gennemføre den planlagte trekking på det tidspunkt.
I stedet tog vi bilen til områdets højeste punkt, hvor vi spiste frokost, og trillede derefter langsomt tilbage igen.
Da det stadig regnede kraftigt ved Sunzet Point, valgte vi at køre ned til vores hotel for at blive indkvarteret, og så prøve at køre tilbage til området om eftermiddagen i håbet om, at uvejret da ville være drevet over. Den uventede pause blev benyttet til at få sovet, læst og brygget kaffe.

Kl. 17 satte vi atter kursen mod Bryce Canyon, og bestemte os (da regnvejret var drevet over) for, at gennemfører hikingturen - det ville være smattet og mudret, da regnen var stoppet for mindre end én time siden, men Khris mente, at det var umagen værd.
Turen ned i canyonen var ganske enkelt utrolig. Først en forholdsvist stejl nedtur i mudder mellem tårnhøje klippeformationer - fuldstændigt som at befinde sig i en anden verden. Nede i bunden var vi omgivet af en krystalklar luft, rød jord og fyrretræer, der pga. af hyppige småbrande havde fuldstændigt sorte stammer, og alligevel grønt løv.

Slutteligt efter en lang opstigning (højdeforskellen var ca. 100 m), var vi tilbage ved bilen, og vendte snuden mod byen igen, for at komme hjem og finde noget aftensmad.
Jeg kan efterfølgende konkluderer, at denne Canyon, var den som gjorde det absolut største indtryk på mig - alle de steder vi før og efterfølgende besøgte var utroligt flotte og enestående, men denne dal med de høje røde sandstensformationer var efter min mening aldeles utrolig.

De sidste par timer før der skulle soves blev tilbragt i selskab med en god Stephen King film i glokassen.

Oppe kl. 6.30 i dag, for at være klar til afgang kl. 7.30. Turen til næste stop (Monument Valley) er ca. 450 km længere mod øst, dvs. ind i landet. Derfor skulle der tilbringes en del timer i bilen.
På turen stak vi atter snuden forbi Bruce Canyon, for at nyde udsigten en sidste gang, hvorefter det for alvor var afgang mod Monument Valley.

Turen i sig selv var utrolig. Landskabet blev mere og mere ørkenpræget efterhånden som vi kom fremad, og samtidigt var der en del bjergkørsel, da højdeforskellen mellem de to steder er ca. 6200 fod ~ 2100 m.
På et tidspunkt før vi kom ned i terrænet hvor Monument Valley ligger, nåede vi et udsigtspunkt, hvor der fra frit udsyn til 3-400 m's lodret fald, og begyndelsen af et enormt fladt landskab der lå udstrakt for vores fødder.
Khris mente, at man fra dette punkt var i stand til at se 100 km ligeud, og omkring 150 km i hver retning til siderne - ganske enormt for en lille dansker.

Turen fortsatte, og kort efter befandt vi os i Navajo Nation, en uafhængig del at USA, styret af indianere. Herfra kunne vi betale os til en guidet tur i Jeep ud i terrænet for at se det område, hvor så uhyggeligt mange film var blevet lavet (MI 2, Wild Wild West, Forrest Gump og en ordentlig bunke ikke nærmere specificerede John Wayne film). Alt sammen meget meget spændende, men ikke de 500 kr. pr. snude værd turen kostede. Derfor blev vi ved guiden, og trillede rundt i en anden del af området.

Kl. 20.30 vendte vi atter snuden hjem mod vores overnatning, fik aftensmad mens vi kiggede på et ordentlig tordenvejr ude i horisonten. 

Et par dage blev skrevet ind i dagbogen, og så blev det atter engang sengetid.

Jacob skriver dagbog i Springdale. Zion N.P.

Hike på turen til Bryce Canyon. Zion N.P.

Hike på turen til Bryce Canyon. Zion N.P.

Hike på turen til Bryce Canyon. Zion N.P.

Udsigtspunkt. Turen til Bryce Canyon.

Klippeformationer. Bryce Canyon.

Hike ned i bunden af slugten. Bryce Canyon.

Billede op gennem slugt. Bryce Canyon.

Billede ned gennem slugt. Bryce Canyon.

Vandring gennem bunden af Bryce Canyon. Bryce Canyon.

Vandring gennem bunden af Bryce Canyon. Bryce Canyon.

Klippeformationer. Bryce Canyon.

Op i dag omkring kl. 7, og kørende omkring kl. 8. Vores guide havde en lille overraskelse arrangeret til os, som han ikke ville røbe indholdet af aftenen før.

Det viste sig, at bestå i en ekstra lille gåtur ind til en 6-800 år gammel indianerruin i en gammel hule i en skråning - tæt på grænserne mellem Utah, Colorado & Arizona.
Vi skulle først over en primitiv hængebro, og derefter vandre et stykke tid ud til nogen klippeformationer, hvor ruinen lå. Bygningerne var så godt camoufleret i hulen, at man ikke så dem, før man næsten stod og klappede på det gamle murværk.

Turen fortsatte derefter de ca. 200 km. der manglede for at nå Canyon de Chelly i Arizona (stadig i Navajo Nation), hvorfra vi skulle afsted på et planlagt hike senere samme dag.

Indkvarteringen var utrolig lækker i Thunderbird Lodge, som vi nåede omkring kl. 15. Trekket skulle starte ca. 1 time senere.

Vi fik en lokal guide, der førte os afsted til det østligste sted, med en udsigt iver Canyon de Chelly. Herfra kunne vi fra et udsigtspunkt i ca. 1000 fods højde (330 m) nyde udsigten, mens han fortalte om gamle indianertraditioner for området, som stadig er meget helligt for indianere. Midt i dalen står den uhyggeligt slanke og meget karakteristiske Spider Rock - et af Navojo'ernes mest hellige steder.

Turen fortsatte til en nedstigning på omkring 200 m i højde i selve dalen, hvor vi skulle besøge en anden indianerruin kaldet The White House - ca. 800 år gammel.

Vi returnerede ca. kl. 19 til vores lodge, og bestemte os for at et brusebad nok var på plads, før vi gik ned i restauranten for at spise.
Efter bruseren blev vi fanget af nogen af de andre holddeltagere, og skulle ned og have en sundowner i godt selskab hvor Khris underholdte med skrækhistorier, som faktisk var ret chokerende, om hvordan forholdene er i New Orleans (et sted vi godt kunne tænke os at besøge engang).

Omkring kl. 22 trak vi os tilbage, og gik i seng.

Oppe og klar til afgang kl. 8. Dagens mål var en af de store seværdigheder - Grand Canyon - et af verdenens 7 vidundere, og bestemt noget alle havde set frem til at skulle skue.

Turen fra Canyon de Chelly gik tværs gennem Hobi indianerreservatet (den ældst kendte stamme i USA), et lille reservat inde i Navajo'ernes reservat. Midt i reservatet krydsede vi 1000 miles i bilen (1600 km), men fortsatte ufortrødent mod Grand Canyon, der ligger i det vestlige Arizona.

Vi ankom til National Parken omkring kl. 12 (der blev naturlig skiftet ATTER en tidszone undervejs), og lagde ud med udsigten fra områdets mest østlige område - Desert View.

Ubeskriveligt ! Grand Canyon ligger trukket gennem ellers totalt fladt land, med højdeforskellen på op til 2000 m fra overfladen. De fleste udsigtsposter bød på oplevelsen af lodrette fald i størrelsesordenen 800-1000 m lige foran snuden på dig.
Vi fortsatte ind gennem parkens område, og stoppede flere gange ved forskellige udsigtspunkter. 
Ved vejens ende gjorde vi holdt for alvor, for at stige på en bus og drøne lidt længere vestpå. Vi steg af efter ca. 3 km, og spadserede derfra tilbage til udgangspunktet oppe langs Grand Canyon's sydlige afgrænsning (The Rim). Det trak ganske hyppigt i den absolut nederst del af undertegnes mave, når kanten kom lidt for tæt på og udsigten blev for heftig - utroligt at det ikke er flere der kommer galt afsted langs disse kanter, end der rent faktisk gør.

Tøsen og undertegnede blev enige om, at vi næste dag ville forsøge os med en tur ned i Grand canyon på "The Bright Angel trail". Imponerende 300, 600 og 1000 m's højdeforskel kunne nås på vejen ned at dette trail, alt efter om man stoppede ved 3,3, 6,5 eller 14,8 km's mærket (returdistancer). Oppefra kunne man se ruten klæbet ind til bjergsiderne.

Vi returnerede fra Grand Canyon kl. 17, og blev atter indkvarteret. Denne gang i et flot hotel i en lille flække blot 10 km fra Grand Canyon - med swimmingpool, spa, og alt hvad der ellers var nødvendigt for at opnå et tilfredsstillende ophold.
Denne aftensmad spiste vi i selskab med os selv. Den bestod af burrito's. Derefter tidligt i seng, da vi skulle tidligt tidligt op næste morgen.

Tøsen i bunden af Bryce Canyon. Bryce Canyon.

Klippeformationer. Bryce Canyon.

Indianertegninger på klippevæg. Turen til Monument Valley.

Udsigt over Colorado River.  Turen til Monument Valley.

Vej ind i Monument Valley. Turen til Monument Valley.

Left Hand og Right Hand. Monument Valley.

Tøsen & Jacob ved udsigtspunkt. Monument Valley.

Klippeformation. Monument Valley.

Klippeformation. Monument Valley.

Afstikker over gangbro til indianerruin. Turen til Canyon de Chelly.

Afstikker over gangbro til indianerruin. Turen til Canyon de Chelly.

Dagen startede meget tidligt, da vi skulle ud til et udsigtspunkt ved Grand Canyon, for at se solopgangen. Det betød, at uret ringede kl. 4 (første gang), hvorefter vi stod veltrimmede og klar sammen med en større flok japanere ude på Sunzet Point kl. 5.15.
Kameraet var klart, og alle ventede spændt på, at solen skulle komme op over skråningerne i øst - hvilket den til alles store tilfredshed da også gjorde. Det var kun let skyet, og himlen fik nogen helt utrolige farver, alt imens solstrålerne begyndte at brede sig ned over bjergsiderne omkring os.

Efter at have nydt solopgangen, og de begynde temperaturstigninger, blev vi kørt op til "busstationen" hvorfra områdets eget bussystem fungerede, og "The Bright Angel Trail" havde sit startpunkt.

Tøsen og undertegnede begyndte omkring kl. 7.30 nedstigningen. Målet var 2. stop, hvilket svarede til 4,8 km's vandring, og et lodret fald på ca. 644 m under udgangspunktet. 
Vi nåede derned allerede efter 1½ times vandring, og bestemte os for, at energien var til mere, så vi fortsatte mod Indian Gardens (den lange tur - 14,8 km tur-retur, højdeforskel 1000 m), hvortil vi ankom ca. kl. 9.
Her slog vi os ned, at nød udsigten et stykke tid, mens vi så frem til, at skulle den samme vej tilbage igen. Der var omkring 40° i Indian Gardens, så efter 20 minutters hvil, var vi klar til at drøne opad igen, hvilket vi gjorde, og kl. 11 kravlede vi atter over kanten ved toppen - udmattede, og klar til at nyde den ca. 10° lavere temperatur i et godt stykke tid.

Vi besluttede os senere for, at vi ville tage en af parkens busser op Hermitt Point, for derfra at vandre tilbage langs den øvre kant, men mens vi ventede på bussen, trak det op til uvejr, og ca. 5 sekunder efter at vi havde bestemt os for at droppe det, brød en regulær tordenstorm løs lige over hovederne på os, og regnen væltede ned.
Vi spænede mens det lynede og tordnede omkring os, blev lammetævet af en haglbyge, og fandt endeligt et halvtag at krybe i ly under, indtil det var overstået.
Efter denne oplevelse var der ingen udvej - vi måtte op til kaffehuset, og sad der frysende og nød en kop skoldhed kaffe, mens vi tørrede igen.

Khris hentede os igen kl. 14, hvorefter vi blev bragt tilbage til hotellet, og det varede ikke længe, før vi fandt os selv indkvarteret i spabadet, og nydende fik tilbragt et par timer for os selv, før vi skulle ud og spise sammen med resten af gruppen.
Vi gik op for at handle lidt morgenmad, og blev atter fanget i en tordenstorm, som vi sad udenfor supermarkedet og ventede på skulle gå væk. Bedste som man sad og ventede trillede en bil ind på parkeringspladsen, og ud væltede 5 andre dansktalende individer - en lille familie, som skulle på sightseeing i Grand Canyon de efterfølgende dage.
Dem fik vi hilst på, at tøffede derefter hjem igen, for at blive klar til aftensmaden.

Kl. 19.30 mødtes vi med resten af gruppen, og gik ud for at spise den sidste aftensmad sammen - Vi kom hjem kl. 22.30, og strøg derefter på hovedet i seng. Jeg var plaget af en forkølelse p.g.a. bilens aircondition, og skulle have den sovet ud i en fart.

Vi stod sent op i dag - der var først afgang kl. 9.30, så vækkeuret blev ikke aktiveret før kl. 8, da det eneste vi skulle nå var, at få pakket før bilen kørte.

Hele holdet sadlede op, og sagde farvel til Grand Canyon. Der var i dag 500 km som skulle tilbagelægges før vi atter var kommet til Las Vegas, og skulle slutte turen.
Første pit stop blev gjort ved en lille tankstation midt i ingenting, hvor Khris næsten fik parkeret ovenpå en lille slange, som utilfreds og fornærmet snoede sig væk, da den var kommet sig over sin dødsnære oplevelse.
Derefter en frokostpause i Kingsham - et kæmpe truckermekka, hvorfra tusindvis af lastbiler hver dag satte af mod forskellige mål i USA.

Kl. 15 nåede vi et af de mål, som jeg havde set frem til - Hoover Dam. Jeg havde overtalt gruppen til, at et stop her var nødvendigt, så bygningsingeniøren kunne komme ud og glo lidt på den imponerende klat beton midt i ørkenen. Hoover Dam er enorm, med sit 300 m frie fald på den ene side, og en opdæmmet så på den anden. Den producerer så meget energi, at alt glimmeret i Las Vegas kun snupper ca. 1% af turbinernes samlede effekt. Det skal i øvrigt bemærkes, at Las Vegas opstod som en "bivirkning" til, at dæmningen skulle bygges - det var faktisk arbejderne der grundlagde byen, og deres tidsfordriv når de ikke arbejdede på dæmningen bestod hovedsageligt i, at spille kort - dermed var kimen til Las Vegas og alle byens casinoer lagt.
Varmen nede ved dæmningen var utrolig, det blæste ret kraftigt gennem slugterne omkring bygningsværket, men luften var meget varm og tør, og holdt temperaturen på den "forkerte" side af 40°.

Turen fortsatte de sidste 30-40 miles mod Las Vegas, hvortil vi ankom kl. 17 - Lidt sent, idet vi havde håbet at kunne komme noget tidligere afsted i den lejede dyt der stod og ventede på os i lufthavnen.

Afskeden med gruppen blev hurtigt overstået, og vi prajede en taxa, som kunne køre os ud til biludlejningen. Kl. 18 var alle formaliteterne overstået, og vi fik stukket et par bilnøgler i hånden.
Den rare dame ved Avis tilbød os en opgradering til 7 USD om dagen, hvorefter min hedeste drøm gik i opfyldelse ! Vi fik en Chevy Camaro, en rigtig lille sporty sag med små bagsæder, og som prikken over i'et var den convertible (cabriolet).

Som nævnt kom vi for sent afsted fra Las Vegas, og nåede derfor ikke ret langt mod Monterey i Californien (som var vores næste mål). I alt skulle der de første dage tilbagelægges ca. 800 km, hvoraf vi havde håbet på at kunne nå ca. 400 den første dag, men det blev ikke til mere end ca. 100, hvorefter vi gjorde stop ved en lysoase af casinoer midt i ingenting på grænsen mellem Nevada og Californien. Her bukkede vi under for et tilbud, der næsten var for godt til at være sandt - overnatning for 20 USD.
Om aftenen trissede vi en tur rundt i casinoet der hørte til hotellet, og så hvordan pengene susede gennem systemet ved kortbordene. Vi brugte 2 stk. quartere (uden gevinst), og gik i seng.

Gammel indianerruin i hule. Turen til Canyon de Chelly.

Hulen som ruinen ligger i. Turen til Canyon de Chelly.

Spider Rock. Canyon de Chelly.

Klippeformationer. Canyon de Chelly.

Hike i Canyon de Chelly. Canyon de Chelly.

Gammel indianerruin i Canyon de Chelly. Canyon de Chelly.