Afgang fra Del Norte S.P. omkring kl. 11 - der var et stykke vej som skulle tilbagelægges i dag, før vi ville nå til Jessie M. Honeyman S.P. i Oregon (ved Florence).

Atter er ord knap nok til at kunne beskrive kyststrækningens skønhed mens vi trillede mod nord, og skulle koncentrerer os for at holde bilen på vejen og ramme alle sving undervejs, mens vi sad og glanede til højre og venstre.

Omkring kl. 13 nåede vi til Coos Bay, hvor det obligatoriske middagsstop blev gjort for at få handlet, og tilintetgøre et par donuts.
Den sidste del af dagens distance (ca. 60 km fra Coos Bay til Florence), førte gennem en ny type landskab. Denne strækning er nemlig karakteristik i form af enorme sandklitter, som strækker sig så lang som øjet rækker. Ca. kl. 16 ankom vi til J. M. Honeyman S.P., hvor vi fik tildelt en plads til det lille telt.

Denne State Park er kæmpestor. Campingen alene rummer omkring 150 teltpladser. Blandt det spændende dette område kunne byde på, var naturligvis vandringer i klitterne ude ved havet, ellers kanosejlads i nogen små indlandssøer, ræs med beachbuggies osv. osv.
Vi bestemte os for en god lang gåtur i det underlige (og mange steder meget tågede) landskab, fortsatte derefter ud til en tilstødende del af parkområdet, og rundede turen af med et lille smut til Florence, hvor vi meget gerne ville finde kaffe og is.

Retur omkring kl. 19, og undertegnede brugte så stort set resten af aftenen på at få nogen velvoksne brændeknuder til at fænge, så vi kunne få ild til at tilberede aftensmaden. Det lykkedes at varme lidt vand, og derefter var samarbejdet fra træets side overstået - Efter 3 timers brav kamp måtte jeg give op, og gik i seng som en slagen mand.

Jacob & Peabody - J. M. Honeyman S.P.

Sandklitter - J. M. Honeyman S.P.

Jacob i sandklitter - J. M. Honeyman S.P.

Kyststrækning - Turen til Tillamook.

Kyststrækning - Turen til Tillamook.

Bro - Turen til Tillamook.

Vandfald - Turen til Tillamook.

Torvet i centrum - Portland.

Højhus i Portland - Portland.

Broer over Colombia River - Portland.

Bonneville Dam - Turen til Hood River.

Vores campingplads - Tucker's Kamp.

Oppe og lynhurtigt klar til afgang kl. 10 var hvad vi var denne morgen. Vi havde besluttet os for, at vente med morgenmaden til senere, da vi gerne ville ud i sandklitterne for at spise - hyggeligt, da solen bragede fra en skyfri himmel i modsætning til den forgangne dags tåge.

Bagefter kørte vi atter over Florence for at handle, og satte ved middagstid for alvor kursen mod Tillamook (ude ved kysten på højde med Portland, Oregon).
Dagens distance var ikke lang, godt 200 km mod nord af highway 101, og vi landede da også et flot stykke natur rigere omkring kl. 15.

Teltet blev banket op hurtigt, og vi kørte derefter videre til Tillamook by, for at finde den første og den bedste McDonalds restaurant, da sulten var løbet af med os, og der var "ikke tid" til at få lavet et bål med alt hvad der dertil hører. Det lykkedes, og efter aftensmaden tog vi det obligatoriske cruise gennem den by vi nu var nået til, for at se, om den nu også var så forskellig fra alle de andre vi var passeret igennem.

På vej tilbage til vores camping trillede vi forbi et flyvermuseum (som lå ved noget der må have været verdens største hangar, der kunne ses flere kilometer væk), som desværre var lukket da vi kom.

Resten af dagen gik med hjemlig hygge som læsning, fremstilling af kaffe i den alternative men funktionelle kaffemaskine.

Vi kom sent op i dag - teltet lå i skygge, og pladsen var så stille, at klokken ganske enkelt nåede at blive 9.30, før vi fik snuderne opereret fri af soveposerne.
Morgenmaden blev hurtigt overstået, da kaffen fik lov til at vente. Derfor var vi allerede klar til afgang en lille time senere.

Først for vi en lille smule vild i Tillamook. For første gang i 4-5 dage var det nemlig ikke mere highway 101 vi skulle følge, men derimod highway 6, der via Portland (hovedstaden i Oregon), skulle føre os ind i landet til Hood River.
Vi fandt den rette vej, og ca. 2 timer senere nåede vi til Portland, og kørte helt ind i centrum, for at slippe af med dytten. Herefter vandrede vi lidt rundt for at kigge, så bl.a. Pioneer Square (en del film optages med scener fra dette flotte torv), og fortsatte ned i en park, som la langs en af de 3 floder der deler byen på kryds og tværs.
Portland er en rar, pæn og i det hele taget dejlig by at opholde sig i. Der er i den indre by gjort utroligt meget ud af, at der skal være parker og grønne områder, squares og opholdsvenlige faciliteter overalt - og de er sluppet godt fra det !

Turen gik herefter videre ind i landet (ca. 60 miles af highway 84), før vi ankom til Hood River, hvor det næste ophold var planlagt.
Undervejs passerede vi en flot gammel dæmning (Bonneville Dam), som jeg måtte ind og kigge lidt nærmere på. Vi fortsatte videre til Viento S.P, der egentlig var valgt til at huse os, men det viste sig at være en lidt for kedelig park, placeret lige op af highway 84, hvorfor der var konstant trafikstøj - ikke særligt charmerende.
Derfor bestemte vi os for at fortsætte, selvom det var ved at blive sent.

Tøsen greb campingbogen, og fandt en plads kaldet "Tucker's Park", som skulle forestille at ligge kun 20 km længere mod sydøst.
Vi fortsatte, og fandt faktisk en vaskeægte lille perle af en campingplads ved Hood River, hvor teltet kunne slås op ca. 2 m fra en skrænt, som førte lige ned til selve floden, hvor en kraftig strøm mellem en bunke sten ved bredden gav den bedste beroligende brusen og klukken - en sovepille af den anden verden - vi sendte vores campingguide en kærlig tanke.

Resten af dagen (vi ankom omkring kl. 18), gik med det sædvanlige bål og kokkereren, som er noget mere tidskrævende over flammer, end på en ovn.

Udsigten bag vores telt - Tucker's Kamp.

Mt. Hood - Mt. Hood.

Gletscher - Mt. Hood.

Udsigt - Mt. Hood.

Udtørret mudderflod - Mt. St. Helens.

Udtørret mudderflod - Mt. St. Helens.

Udsigtspunkt - Mt. St. Helens.

Før eksplosionen - Mt. St. Helens.

Efter eksplosionen - Mt. St. Helens.

Snedækket - Mt. St. Helens.

Væltede træer - Mt. St. Helens.

Udsigt - Mt. St. Helens.

Vi havde i dag bestemt os for, at komme op i ordentlig tid. Det eneste der stod på programmet var en lille tur ind til Mt. Hood, der som Oregon's højeste punkt lå og tronede ca. 50 km. fra vores campingplads.
Derfor var vi oppe omkring kl. 8, og køreklar kl. 9, da det ikke var nødvendigt at pakke telt og alt det andet ned, fordi vi ville blive på denne plads i 2 dage.

Turen ind til bjerget gik smertefrit, og vi kunne næsten konstant beundre den sneklædte bjergtop, mens vi lige så stille nærmede os.
Vi fandt en bjergvej, som gik op til et sted kaldet Timberline Lodge, hvorfra der var adgang til vandreture og for de mere bekvemt indrettede en skilift, som kunne tage folk med op til den nærmeste gletcher, hvor der var livlig aktivitet i form af snowboards og ski.
Det trak lidt i den gamle skibums, men kun indtil jeg mærkede hvor tung og smattet sneen var, da solen havde haft frit spil hele dagen fra en skyfri himmel.

Vi sad et stykke tid og studerede nogen snowboardere, der førte sig frem i fin stil på et par stuntbakker, og tøffede derefter ned igen, for at komme hjem til campingen igen.

Tilbage ved teltet omkring kl. 14, hvorefter eftermiddagen stod til egen disposition, så vi lå primært og nød solen eller hængte på klipperne nede ved floden indtil kl. 19.
Da mørket faldt på meldte sulten sig, og da jeg i et svagt øjeblik havde inviteret Tøsen på aftensmad inde i byen, sadlede vi atter op, og kørte til mod Hood River.

Udgangspunktet var egentlig noget meget meget lokalt vi havde set, da vi dagen før ledte efter campingpladsen - "Peggy's Roast" hed det, men det viste sig at være et noget mere lokalt værtshus, hvorfor vi hurtigt blev enige om, at fortsætte helt ind til Hood River. Tøsen spottede en lille kinesisk ting, som serverede særdeles lækker føde i rigelige mængder til gode priser.

Det blev ret sent, før vi returnerede til campingen, og gik i seng næsten med det samme.

Starten gik omkring kl. 8.30, da vi skulle afsted til Mt. St. Helens i staten Washington - den sidste stat vi ville nå den denne tur, før vi skulle hjem til lille DK igen.
Kl. 10 kørte vi fra vores lille perle af en campingplads, hvorefter turen hurtigt gik vestpå af interstaten mod Portland, og derefter nordpå af Interstate 5 mod Seattle ca. 1 time.

Derefter var vi fremme ved Mt. St. Helens Visitor Center, hvor vi købte et dagspas til området, og fortsatte videre til den nærmeste State Park, for at finde ud af, om de havde plads til teltet.
Der var ikke plads, men en venlig ranger rådede os til at trille 20 miles længere ind i parkområdet, til et sted kaldet Eco Park, som viste sig at have en stak små virkeligt hyggelige pladser til rådighed nede i en dal.
Vi fik lynhurtigt slået teltet op, og kunne derefter fortsætte ind mod Mt. St. Helens for at udnytte vores dagspas ordentligt.

Det er nu 21 år siden, at Mt. St. Helens, der er en yderst aktiv vulkan, havde sit sidste rigtig store udbrud. Fra Interstate 5 fører en ny vej ca. 60 miles ind i området - næsten ind til selve bjerget.
Sidste gang der var knald på, "skød" vulkanen i ordets bogstaveligste forstand, hele den nordlige bjergside af. Eksplosionen var så kraftig, at tusinder og atter tusinder af træer blev væltet af trykbølgen, eller døde ved den umiddelbart efterfølgende meget varme luft, der suste afsted.
Efterfølgende smeltede den lune lava al sneen på toppen af bjerget, hvilket forårsagede en gigantisk flodbølge af mudder, der ødelagde alt den passerede. 20-30 mennesker døde, da tidsrammen fra rolig idyl til brandvarmt kaos var ca. 10 minutter.

Området ligger nu hen til naturlig rehabilitering, man har naturligvis genbrugt så meget træ som muligt, men ellers har man ladet naturen råde.
Det medfører, at det ganske enkelt er et utroligt sceneri man bevæger sig igennem. Der ligger stadig tusindvis af væltede træer, der er vendt / faldet i samme retning som trykbølgen bevægede sig, og mudderfloderne har trukket et slet skjult spor hen over landskabet de passerede.

Kl. 18.30 returnerede vi udmattede til vores lille telt. Resten af dagen drejede sig om de sædvanlige små afslappende rutiner, som af få mad på bordet, læse, riste marshmellows, og hygge indtil sengetid.

Capitol Building - Olympia.

Capitol Building - Olympia.

Capitol Building - Olympia.

Tacoma Bridge - Turen til Seattle.

Gig Habour - Turen til Seattle.

Gig Habour - Turen til Seattle.

Deception Pass - Whidley Island.

Deception Pass - Whidley Island.

Tøsen og Jacob på terrassen - Bainbridge Island.

Tøsen og Jacob i haven - Bainbridge Island.

Onkel Vagn og Tante Anne's hus - Bainbridge Island.

Public Market - Seattle.

Den sidste nat i teltet foregik som det sig nu engang hør og bør. Det regnede, og det betød naturligvis, at undertegnede vågnede op kl. 3 om natten, blot for at opdage, at hele teltet er ved at ligge sig ovenpå en - tynget af en ordentlig portion vand.
Manden i huset måtte naturligvis ud og redde det stakkels telt, inden det gik helt galt, og blive sjaskvåd og kold med den ekstra sidegevinst, at man ikke fik lukket et øje resten af natten (hvilket også gjaldt Tøsen).

Endelig blev det morgen, og vi kom op omkring kl. 9, hvorefter vi pakkede og spiste morgenmad. Derefter kørte vi atter ind mod Mt. St. Helens, for at tage en lille hike, før vi skulle videre nordpå mod Seattle.
Det blev en kort hike, for skyerne hang helt nede mellem bjergene. Den blå himmel fra i går var forsvundet, derfor bestemte vi os ret hurtigt for, at begynde turen nordpå i stedet - glade for, at vi havde fået set hele området dagen før !

Turen mod Seattle gik godt. Vi gjorde holdt i Olympia (Washington's hovedstad), og så regeringsbygningen, hvor senatoren har sit hovedsæde.
Derfra kørte vi over Tacoma Bridge (den bro, som mange har set kollapse efter at være kommet i et slemt selvsving for længe siden), til Gig Habour, som er en hyggelig lille havneby, hvor vi skulle have hilst på en af mine kusiner, der desværre ikke var hjemme.
Vi gik en lille tur, og nød marinaens atmosfære, før vi fortsatte de sidste 60 miles mod Bainbridge Island, hvor vi skulle indkvarteres de sidste dage, af vores ophold herovre, inden vi skulle hjem til Danmark igen.

Ankomst ved onkel Vagn og Tante Anne omkring kl. 17.30, hvorefter vi fik et dejlig varmt bad, og blev indkvarteret helt fantastisk på 1. salen i deres hus, med direkte udsigt til Seattle by.
Seattle nås fra Bainbridge Island med en færge (35 minutter), der er kendt fra flere film - fx. "Sleepless In Seattle" og "Disclosure" (Afsløring), med Demi Moore og Michael Douglas.

Vi lev spist af, snakken gik - og sidst på aftenen sad vi alle og gloede på en god gammeldags videofilm, før vi takkede af og gik i seng omkring midnat.

Skønt at vågne op efter en nat i en rigtig seng igen ! Dagen begyndte omkring kl. 8, og vi vandrede efter en tur under bruseren ned til et ventende morgenbord med kaffe, brød & frugt.

Kl. 9.30 satte vi afsted på den sidste køretur i vores dejlige convertible, som skulle afleveres senest kl. 18 samme dag, inde i Seattle Centrum.
Vi kørte nordpå til Port Townsend, en dejlig lille by med rigtige murstenshuse, helt ude ved kysten til Puget Sound. Byen havde en masse rigtige antikviteter i flere forretninger langs hovedgaden, og den nussede vi rundt og så på, mens vi ventede på at færgen til Whidley Island (en halvø nord for Seattle), skulle afgå !

Vi krydsede halvøen, som var præget af et utroligt flot og til tider meget fladt landskab, og turen over øen endte ved et mere eller mindre berygtet bygningsværk kaldet Deception Pass, som er en af de broer, der for mit vedkommende fik det til at trække en kende i de ædlere dele.
Efter at have taget broen i besigtigelse, fortsatte vi næsten til Anacortez, der ligger ca. 60 km syd for den canadiske grænse, fangede atter Interstate 5, og drønede herfra tilbage til Seattle.

Der var desværre lidt problemer med at få afleveret bilen. Avis krævede et envejsgebyr (som vi godt vidste de ville gøre, men troede vi havde betalt hjemmefra) på 300 USD. Dette kunne vi af gode grunde ikke få afklaret på stedet, og måtte derfor acceptere, at de trak pengene, og så blot håbe, at vi kunne få dem igen når vi kom tilbage til Danmark.

Vi tullede rundt nede på havnen, og tog færgen fra Seattle til Bainbridge kl. 17.30, for at komme hjem og se noget mere til den familie, jeg så sjældent har kontakt med.
Det blev til en utroligt hyggelig aften, men kl. 22 var vi begge ristede, og fik allernådigst lov til at træde af.

Space Needle - Seattle.

Udsigten fra Space Needle - Seattle.

Udsigten fra Space Needle - Seattle.

Tøsen i Space Needle - Seattle.

Højhus - Seattle.

Højhus - Seattle.